København
Nørre Fælled Skole
Nørre Fælled Skole er en bevaringsværdig skolebygning fra 1932, tegnet af stadsarkitekt Poul Holsøe og arkitekt F.C. Lund. Bygningen er et karakteristisk eksempel på nordisk funktionalisme med symmetrisk struktur, røde tegl og kobbertage. Renoveringen har nænsomt tilpasset skolens oprindelige arkitektur til nutidens undervisning og læring med anvendelse af præcise arkitektoniske greb, så rum, lys og materialer igen træder tydeligt frem. I forbindelse med renoveringen er der opført en moderne idrætshal i forlængelse af skolens idrætsprofil.

Fakta om projektet
- Lokation
- København Ø
- Bygherre
- Københavns Kommune, Byggeri København
- Areal
- 2.200 m² nybyggeri og 10.600 m² renovering (400 elever)
- Ydelser
- Arkitektrådgivning
- Samarbejdspartnere
- ByK med TRUST (NØHR & SIGSGAARD, DOMINIA, Norconsult, LYTT Architecture, Kragh Berglund Landscape, Enemærke & Petersen
- Farvesætning
- Malene Bach
- Foto
- Laura Stamer



Renovering af bevaringsværdig skole i bevægelse
Nørre Fælled Skole er en bevaringsværdig skolebygning fra 1932, tegnet af stadsarkitekt Poul Holsøe og arkitekt F.C. Lund. Bygningen er et karakteristisk eksempel på nordisk funktionalisme med symmetrisk struktur, røde tegl og kobbertage. Renoveringen har nænsomt tilpasset skolens oprindelige arkitektur til nutidens undervisning og læring med anvendelse af præcise arkitektoniske greb, så rum, lys og materialer igen træder tydeligt frem. I forbindelse med renoveringen er der opført en moderne idrætshal i forlængelse af skolens idrætsprofil.
I renoveringsprojektet er basisområder, faglokaler og madskole moderniseret og en tidligere gymnastiksal omdannet til et åbent og fleksibelt spiseområde med direkte forbindelse til en lysgård. Installationer, ventilation og indeklima er opgraderet, med henblik på et sundt læringsmiljø. Skolens karakteristiske kobbertage er desuden udskiftet pga. tæring og mekanisk slid.
Udearealerne er transformeret til levende læringsmiljøer med bakkelandskaber, klatrestativer, boldbaner og grønne opholdszoner. Eksisterende træer er bevaret, mens ny beplantning skaber visuel opdeling, biodiversitet og sammenhæng mellem bygning og skolegård.



Inspirerende ressourcetiltag og farvesætning
Renoveringen af Nørre Fælled Skole viser, hvordan bæredygtige og kreative løsninger kan integreres i et bevaringsværdigt byggeri. Hele skolens kobbertag blev nænsomt demonteret, da det ikke længere kunne holde tæt, og pladerne er genanvendt via Genbyg, hvor en del af kobberet er brugt som afdækning af murkroner på støttemure i Tivoli, hvor det nu står og lyser smukt med den grønne patina. Et eksempel på cirkularitet der viser, hvordan eksisterende materialer kan få nyt liv og værdi, når en bygning renoveres.
Farvesætningen af skolen er et integreret, stedsspecifikt design, der omfatter vægge, gulve, gardiner, trapper, køkken, klasselokaler, badeværelser og inventar. Paletten tager udgangspunkt i skolens oprindelige 1930’er-farver, men er genfortolket med nutidige farver og materialer, så bygningens historiske karakter møder moderne funktioner. Resultatet skaber både dybde og identitet, styrker rumoplevelsen og understøtter læringsmiljøet.
Nørre Fælled Skole fremstår i dag som et robust og fremtidssikret skolebyggeri, hvor bevaringsværdig funktionalistisk arkitektur er forenet med moderne pædagogiske, tekniske og bæredygtige løsninger. Projektet demonstrerer, hvordan nænsom renovering, høj faglighed og tæt samarbejde kan skabe varig værdi for både brugere, bydel og bygningskultur.
Projektet er udført i ByK med TRUST bestående af NØHR & SIGSGAARD, Sweco, DOMINIA., Norconsult Danmark, LYTT Architecture, Kragh Berglund Landscape Architecture and Urban Design og Enemærke & Petersen. Farvesætning Malene Bach




