Skip to content

Udvidelse og renovering af Helsingør Svømmehal

Udvidelse og renovering af Helsingør Svømmehal

Helsingør Svømmehal er udvidet og renoveret, så den lever op til alle nutidens og frem­tidens krav til funktioner, attraktion og æstetik. Svømmehallen er udvidet med et 25 m bassin og varmtvands- og morskabsbassiner, og de eksisterende faciliteter er renoveret, så det nye samlede anlæg kan facilitere en bred vifte af sportsgrene, idrætsaktivi­teter og professionelle events, ligesom den rummer den rekreative og sociale brug for mange andre brugere.

Den nye svømmehal tilbyder optimale rammer for en bred brugergruppe, herunder: konkurrencesvømning, klubsvømning, offentlig svømn­ing (motionssvømning), svømmeundervisning, samt mulighed for genoptræning, ældresvømning, familiesvømning, babysvømning og morskab. Herudover rummer centeret klub- og mødefaciliteter samt et sundhedscenter til styrke- og genoptræning.

Moderne skolebygning med parkeringsplads og grønne udearealer med træer og vilde blomster

Fakta om projektet

Lokation
Helsingør
År
2023-2026
Bygherre
Helsingør Kommune
Vores rolle i projektet
Totalrådgivning – Arkitekt, Landskab og Ingeniør
Areal
3200 m² ombygning, 3279 m² nybyg
Samarbejdspartnere
Svend Aage Christiansen

Harmoni mellem nyt og gammelt

Udvidelsen og moderniseringen af Helsingør Svømmehal er foretaget ved et enkelt greb, der udvider volumenet mod vest og opgraderer ankomstfacaden, så de besøgende allerede ved ankomsten møder en ny og renoveret svømmehal.

Den eksisterende store gule teglstensbygning spiller smukt sammen med udvidelsen. Der bygges videre på de eksisterende linjer og principper med en rolig og taktfast facade bestående af brune facadeplader i et 6 meter modul, som farvemæssigt spiller godt sammen med den gule murstensbygning.

Udvidelsen og renoveringen skaber et moderne udtryk med en tilbygning, som indordner sig i den eksisterende struktur og det omkringliggende grønne område og bidrager til områdets åbenhed og rekreative indhold.

Kobling på eksisterende svømmehal

Udvidelsen af bassinområdet er placeret i forlængelse af eksisterende bassiner. Omklædningsrummene er renoveret, så de kan rumme flere brugere og kapaciteten er udvidet yderligere ved at klubfaciliteterne er ombygget til gruppeomklædning og HC/familieomklædning. På den måde er det øgede behov koblet på den eksisterende struktur i forhold til indgange, flow og funktioner generelt i huset.

Mellem de nye bassiner og de eksisterende bassiner er etableret en ny lav bygning, der visuelt adskiller de to volumener – nyt og gammelt – samtidig med at den indeholder nødvendige bifunktioner og et fælles aktivitetsrum, som bliver et nyt fælles samlingssted.

Indendørs svømmehal med børn, vandrutsjebane og familier i børnevenligt bassin

Disponering, flow og visuelle forbindelser

Bygningens flow er organiseret med fokus på tørt og vådt miljø. Derfor er der sikret et tørt flow hele vejen langs den østlige og sydlige facade frem mod omklædningsrummene og sundhedscenteret. I bassinområdet sker det våde flow gennem den centrale fordelings­gang i nord-syd gående retning.

Svømmehallen består af en eksisterende del med 50 meter bassin og varmtvandsbassin og en ny del med 25 meter bassin, morskabsbassin og varmtvandsbassin. Mellem de to dele ligger en mellembygningen med et centralt aktivitetsrum, som fx kan bruges til ”dry-land-”træning eller børnefødselsdage.

Varmtvands-, morskabs- og 25 meter-bassiner er placeret i forlængelse af hinanden, adskilt af glasvægge for at sikre lydisolering og forhindre, at de mindste brugere kommer i dybt vand. Visuelle forbindelser mellem bassinerne øger sikkerheden og giver overblik i bassinområdet, uden at rummene smelter sammen.

Varmtvandsbassinet ligger, så der sikres ro og diskretion, fx ved genoptræning eller for brugere med handicap. Puslerummet er strategisk placeret mellem varmtvandsbassin og morskabsbassin med adgang til begge, så varmtvandsbassinet også kan bruges til morskab og babysvømning, når det ikke benyttes til wellness og genoptræning.

Vil du vide mere om vores projekter?

  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.