Herning
DGI-huset
Indretning af hotel- og konferenceaktiviteter i Herning
Med en ny morgenmadsrestaurant og en nyindretning af DGI-husets eksisterende receptionsområde er stedets muligheder for konferencer, selskaber og hotelvirksomhed forbedret.
- Lokation
- Herning
- År
- Realiseret, 2019
Sweco Architects er arkitekterne bag DGI-huset i Herning, som blev opført i 2010. Huset indeholder bl.a. svømmebad og hotel og fungerer som et vandkulturhus for mange forskellige brugergrupper. Sweco Architects har nu også stået for en ombygning og udvidelse af stedets faciliteter, som giver nye muligheder for DGI-huset.
De nye faciliteter består af en ny morgenmadsrestaurant og et nyt, åbent og indbydende receptionsområde, som b.la. skal understøtte DGI-husets hotel- og selskabsaktiviteter. Det moderniserede receptionsområde er indrettet med en række store sofaøer – alle specialdesignet af Sweco Architects. Sofaøerne er opbygget omkring store plantekasser og bidrager til at dele det store, åbne areal op. På den måde skabes der opholdszoner, hvor gæster kan hænge ud, spise frokost og drikke kaffe.
Lyst og moderne udtryk
Efter ombygningen er der også blevet plads til at kommunens genoptræningsenhed kan have base i huset, hvilket de ikke har haft før. Samtidig er dele af huset også blevet ombygget og moderniseret f.eks. har administrationen og kontorfaciliteter fået et nyt udtryk.
Den nye morgenmadsrestaurant er indrettet med nye bænke langs væggene, og er derudover indrettet med løst inventar i det åbne rum – dette giver fleksibilitet ift. forskellige opstillinger alt efter gæsternes behov ved fx selskaber. Hele indretningen er præget af et lyst og moderne udtryk med nordiske farvetoner, egetræ og møbler fra bl.a. Fritz Hansen.