Skip to content

Gørlev Svømmehal: nyt samlingspunkt for kultur og bevægelse

Gørlev Svømmehal: nyt samlingspunkt for kultur og bevægelse

Svømmehallen i Gørlev skal være mere end blot et svømmeanlæg – den skal blive et samlingspunkt, der forbinder kulturhistorie og moderne arkitektur. Med fokus på skala, orientering og bæredygtighed står bygningen som et eksempel på, hvordan ny arkitektur kan integreres i et kulturhistorisk miljø og skabe nyt liv og nye aktiviteter i området.

Moderne svømmehal i grønne omgivelser med parkeringsplads og gående gæster

Fakta om projektet

Lokation
Gørlev
År
2026-2028
Bygherre
Kalundborg Kommune
Vores rolle i projektet
Totalrådgivning – Arkitekt, Landskab og Ingeniør
Areal
2212 m²
Samarbejdspartnere
Erasmus & Partnere

Fra industriområde til attraktivt fritids- og kulturområde

Svømmehallen skal indfri Kalundborg Kommunes ønske om flere attraktive, mangfoldige, tilgængelige og synlige fritids- og kulturtilbud, som bidrager til, at flere oplever kultur, bevægelse og natur i hverdagen.

En svømmehal i Gørlev vil ikke alene skabe nye muligheder for idræt og bevægelse, men også være med til at revitalisere det kulturhistoriske område omkring den gamle sukkerfabrik. Svømmehallen vil styrke Gørlevs lokalsamfund og blive et nyt mødested, der danner ramme om fællesskaber for både børn, unge og voksne.

En bygning i harmoni med omgivelserne

Den nye svømmehal integreres som en naturlig del af den tidligere sukkerfabrik og dens omgivelser. Den karakteristiske røde tegl fra de omkringliggende bygninger genfindes i svømmehallens facader, hvor den kombineres med rødlakerede metalplader. Materialerne skaber en visuel sammenhæng, der binder bygningen til området og giver den et genkendeligt udtryk.

Svømmehallens design tager højde for skala og proportioner. Mod ankomsten er bygningsvolumenet lavt for at skabe en indbydende og menneskelig skala, mens det mod de større, eksisterende bygninger hæves for at sikre en naturlig overgang og respekt for områdets arkitektur.

Moderne svømmehal med store glasfacader i frostklædt vinterlandskab
Indendørs svømmehal med svømmere i baner og store vinduer mod naturen

Indretning med fokus på mangfoldighed, sikkerhed og inklusion

Den samlede indretning er udformet med stor respekt for de funktionelle krav, der kendetegner et moderne svømmeanlæg. Forbindelserne mellem tørre og våde områder samt mellem bassinerne er logiske, så det er let for brugerne at orientere sig. Flowet gennem bygningen følger en klar og systematisk sekvens mellem rene og urene zoner.

Ankomsten er lys og indbydende, og bassinerne er disponeret i tæt og naturlig relation til omklædningsfaciliteterne, så bevægelsen fra tørt til vådt sker intuitivt og uden krydsende trafik. Overskueligheden i bassinområderne er prioriteret højt, så sikkerhed og tryghed integreres naturligt i oplevelsen for både gæster og personale. Anlægget er disponeret med en tydelig sammenhæng mellem personalefaciliteter, livredderrum og foyer, så personalet har optimale betingelser for tilsyn og gæsteservice.

For at tilgodese inklusion og diversitet tilbydes varierede omklædningsmuligheder, herunder familie- og inklusionsomklædningsrum samt separate brusekabiner i de almindelige dame- og herreomklædningsrum. Svømmehallen rummer således faciliteter for mange forskellige brugergrupper, herunder skoleklasser, familier, motionssvømmere, svømmeklubber og foreningsaktiviteter.

Inklusionsomklædningsrummene er placeret med udgang i zonen mellem 25-meterbassinet og varmtvandsbassinet, så gæster i genoptræningsforløb eller med fysiske eller kognitive udfordringer har mulighed for at gå direkte og diskret til varmtvandsbassinet. Dette giver også familier med små børn mulighed for en fælles oplevelse, hvor man ankommer sammen og fordeler sig mellem bassinerne, samtidig med at de mindste børn kan skærmes fra aktivitetsniveauet i det store bassin.

Vil du vide mere om vores projekter?

  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.