Skip to content
Randers Kaserne - Sweco Architects

Randers

Randers Kaserne

Randers’ gamle kaserne er omdannet til en moderne bydel med en kombination af boliger, grønne områder og erhverv.

Lokation
Randers
Bygherre
PFA Boliger
Samarbejdspartnere
Raunstrup Byggeri | By i Byen
Areal
8.375 m²
Status
Realiseret i 2020

Vi har bidraget til udviklingen af området med bydelens første boligkarré, som trækker tydelige arkitektoniske referencer til grundens historie og eksisterende bygninger.

Visionen for Randers Kaserne er at skabe et område, som lever op til nutidens høje standarder for det gode, bynære liv – en bydel som ikke blot tilbyder attraktive boliger, men som også indeholder hverdagens praktiske funktioner, muligheder for fritidsaktiviteter og gode byrum for beboere, brugere og besøgende. By i Byen står bag projektet, som tager afsæt i kasernens gamle bygninger og har videreudviklet området til en levende og mangfoldig bydel i det nordlige Randers.

Vi har tegnet bydelens første boligkarré, som dækker knap 8.400 m2, og som indeholder forskellige typer boliger af varierende størrelse – dette sikrer en mangfoldig beboelsessammensætning, hvor studerende bor side om side med børnefamilier og ældre generationer.

Historien videreføres i et moderne udtryk

Den nye karré er opført i respekt for kasernens eksisterende bygningsmasse, hvor områdets historiske identitet, stemning og arkitektoniske kvaliteter videreført og tolket ind i et moderne udtryk – eksempelvis trækker vinduesåbninger og murværk tydelige referencer til kasernens eksisterende bygninger, der er domineret af enkelthed og stramme arkitektoniske proportioner.

Karreen gentager kasernens skarpe bygningsstruktur, og er tænkt som fire separate volumener med hver sin arkitektoniske fremtoning. Fælles for bygningerne er, at ingen af dem har en arkitektonisk defineret for- og bagfacade – på den måde kan man ankomme naturligt til alle boliger fra både gade- og havesiden, ligesom der er private udearealer på begge sider af boligerne.

Mellem bygningerne er etableret fælles, grønne gårdrum med et gennemgående stiforløb, der binder området sammen på tværs, og som også sikrer, at bydelen er koblet sammen med Randers by og de nærliggende naturområder.

Vil du vide mere om vores projekter?

Send os dit spørgsmål og vi kontakter dig.
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.