Aalborg

Ni bygværker forbedrer trafikafvikling ved Hospitalsbyen i Aalborg

Region Nordjylland ønsker at samle mange hospitalsfunktioner i Aalborg i et område i den østlige del af byen. Under navnet Hospitalsbyen opføres der et nyt Universitetshospital, Diabeteshus, Psykiatrihus m.m. som er planlagt til at åbne i 2026. Det nye hospital forventes at skabe så meget trafik, at det er nødvendigt at opgradere kapaciteten på det nærliggende statslige vejnet på strækningerne Universitetsboulevarden og Hadsund Landevej.

Fakta om projektet

    Lokation
    Aalborg Ø
    Kunde
    Vejdirektoratet
    Areal
    5 km
    Ydelser
    Projekt- og projekteringsledelse, skitse- og detailprojektering, tværfaglig koordinering, udbudsmateriale, broer og konstruktioner, afvanding, trafikafvikling, geoteknik, arealerhvervelse, ledningskoordinering, miljø, bæredygtighed og LCA, arbejdsmiljø
    År
    2024-2026

    Det samlede projekt omhandler overordnet set teknisk rådgivning vedrørende ni bygværker i området, ombygning af fire rundkørsler, udbygning af et signalreguleret kryds på Universitetsboulevarden samt udbygning af Hadsund Landevej fra to til fire spor mellem Universitetsboulevarden og Egnsplanvej, inkl. to signalanlæg. Samtidig skal der etableres cykelsti fra krydset Universitetsboulevarden/Hadsund Landevej til PlusBus stationen ved Ny Aalborg Universitetshospital.

    Fokus på bygværkers klimaaftryk

    Sweco varetager rollen som vej- og broteknisk rådgiver og overordnet koordinerende projekt- og projekteringsleder på projektet for Vejdirektoratet. Projektet dækker projekt- og projekteringsledelse, kvalitetssikring, IKT, CAD i 2D og 3D, arbejdsmiljøkoordinering, udarbejdelse af udbudsmateriale, afvanding, bygværker, bæredygtighed, vej, belysning, geoteknik, miljø, trafikafvikling m.m.

    I forbindelse med de ni bygværker på strækningen assisterer Sweco Vejdirektoratet med teknisk rådgivning. Bygværkerne omfattede i første omgang:

    1. Fire nye stitunneler
    2. Sideudvidelse af fire eksisterende stitunneler
    3. En ny stibro

    Der er indledningsvist udarbejdet skitseprojekter for bygværkerne. Som en del af disse er foretaget en bæredygtighedsundersøgelse med InfraLCA med fokus på CO2-udledning og klimaaftryk. Arbejdet omfattede bl.a. materiale- og mængdeberegninger for skitseprojektets forskellige løsningsforslag, research og dataindsamling på alternative byggematerialer, som fx tropisk træ og GFRP, LCA-analyser, optimeringsscenarier samt afrapportering i notat.

    Her blev undersøgelserne udvidet til også at omfatte fasen B4 (udskiftning). Vejdirektoratet supplerede undersøgelserne med LCC-analyser, hvorved der var et komplet grundlag for valg af konstruktionstyper ud fra både teknik, økonomi, bæredygtighed og vedligehold.

    Swecos rådgivning afdækkede i skitseprojekteringen udfordringer med højt grundvand ifm. etablering af nye stitunneler. Det har igangsat et skitseprojekt, hvor det undersøges, om tunnelerne kan erstattes af stibroer.

    Inddragelse og nyttiggørelse af flere fagligheder

    Detailprojektet udarbejdes i en iterativ proces med inddragelse af de forskellige relevante fagligheder. Det ønskede projekt udarbejdes, beskrives og dokumenteres, så der kan indhentes og opnås de nødvendige myndighedstilladelser fra Aalborg Kommune og Trafikstyrelsen og sikres den nødvendige arealerhvervelse for projektets gennemførelse. Der udarbejdes skitseprojekt af til besigtigelse, projekt til ekspropriation, projekt til myndighedsbehandling og detailprojekt til udbud, herunder tegninger og fagmodeller jævnfør Vejdirektoratets IKT-standard.

    Swecos bidrag omfatter desuden:

    1. Miljøkonsekvensvurdering: Udarbejdelse af projektets miljøkonsekvensvurdering inkl. analyser af grundvandsspejlet og grundvandets sammensætning ift. grænseværdier
    2. Løsninger for afvanding og regnvandsbassiner: Projektering af opsamling af vejvand i alle krydsene, som skal udledes til nye regnvandsbassiner ved de enkelte kryds. Det nuværende vejvand ledes til forsyningen afvandingssystem, men som en del projektet afkobles dette
    3. Ledningskoordinering: Projektet har inkluderet et omfattende arbejde med at koordinere omlægninger at ledninger i de enkelte kryds. Ledningsprotokollen indeholder i alt 275 tele- og fiberledninger, brugsvand, spildevand, gastransmissions- og køle- og fjernvarmeledninger. Heraf har det været nødvendigt at fastlægge nye ledningstracér for hovedparten, herunder fjernvarme- og spildevandsledninger som skal føres under en kommende stitunnel