Skip to content

Kastanjegården: daginstitution med natur, leg og trygge rammer

Kastanjegården: daginstitution med natur, leg og trygge rammer

Kastanjegården er en daginstitution opført i træ med fokus på udeliv og legemiljøer. Daginstitutionen i Lind har plads til cirka 170 børn, heraf 48 vuggestuebørn og 120 børnehavebørn.

Både bygning og uderum er skabt ud fra et børneperspektiv, hvor der – trods institutionens størrelse – altid findes mindre rum og kodede legemiljøer tilpasset det enkelte barn.

Fakta om projektet

Lokation
Kollundvej, Lind, 7400 Herning
År
2023-2025
Bygherre
Herning Kommune
Vores rolle i projektet
Totalrådgivning – Arkitekt, Landskab og Ingeniør
Areal
1776 m²

Et børneliv med fokus på natur og udeliv

Kastanjegården er en daginstitution med en klar vision om at skabe rammer for et børneliv, hvor udeliv og naturbaserede aktiviteter vægtes højt. Derfor har der været særligt fokus på bæredygtige løsninger og på at skabe gode inde-ude-relationer med nære, overdækkede udearealer og aldersopdelte udendørs legeområder. Bygningen er opført som et træhus med en bærende trækonstruktion, lette træskillevægge og træbeklædning på facaderne.

Institutionens profil tager afsæt i et bæredygtigt børneperspektiv, hvor det sanselige og naturen er i fokus. Det er vigtigt, at Kastanjegården har en sjæl, der udstråler tryghed og ro tæt på naturen – en stemning, der tydeligt mærkes ved ankomst. Denne kvalitet kommer til udtryk i uderummene, den gennemgående tilgang til byggeriet og i de læringstemaer, der integreres i hverdagen.

Vi har som både arkitekter og ingeniører på projektet udarbejdet en miljøplan, som – med afsæt i FN’s verdensmål og konkrete bæredygtige målsætninger og nedslagspunkter udvalgt fra forskellige certificeringsordninger – er anvendt som beslutningsredskab gennem hele processen, fra de første streger til det færdige byggeri.

Pædagogisk organisering

Legemiljøerne er indrettet ud fra en pædagogisk tilgang med stort fokus på rumidentitet, børnenes naturlige bevægelseslinjer, små rumligheder og kodede legemiljøer, hvor der skabes fokus og ro omkring legen og børnenes relationer.

Bygningen er disponeret som et kryds. Bygningsgeometrien forskydes både i højden og til siderne i bygningens “arme”. På den måde skabes en behagelig rumhøjde i ankomst og fællesarealer, samtidig med at der etableres et tydeligt og forståeligt hierarki i bygningens form. Forskydningerne i bygningens “arme” skaber samtidig et opbrud i den ellers lange facade mod syd og giver mulighed for opdeling i uderum samt flere overdækkede opholdsarealer.

I bygningens “arme”, der indeholder institutionens klynger, udvides bygningen med udhæng, som strækker sig frem på forskellige sider af bygningen. Det skaber dybde i facaderne og giver mulighed for forskellige niveauer af udeophold, hvor skygge, ly og læ tilgodeses.

Volumenet suppleres med ovenlys for at sikre dagslys i hele bygningen – også i de mere kompakte områder, hvor forbindelserne mødes.

BørneOasen

Oprindeligt hed daginstitutionen BørneOasen, og netop oasen har været en gennemgående fortælling gennem projektets udvikling.

Den nye daginstitution placeres på kanten af byen på en mark/eng, hvor naturen i dag er præget af monokultur med marker og højt græs. Ved at etablere udearealer omkring daginstitutionen som en frodig oase midt i landskabet øges biodiversiteten og artsrigdommen i dyrelivet.

Legepladsen omkring den nye store daginstitution opbygges som en frodig oase med bakker, lunde og hjemmehørende planter, hvor børn kan trives, udvikle sig og lære at være en del af en naturpræget hverdag.

Vil du vide mere om vores projekter?

  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.