København
Sortedam Dossering
Et grønt gårdmiljø på indre Nørrebro
I forbindelse med renoveringen af Irma-karréen på indre Nørrebro i København har vi stået for renovering og indretning af gårdrummet, som delvist fungerer som et offentligt, urbant byrum.
- Lokation
- København
- Status
- Realiseret
Vi har især haft fokus på at skabe et grønt gårdmiljø, hvor beplantningen fortsætter op langs facader og helt ind i gårdens semi-private nicher. På trods af en del bil- og cykelparkering er der skabt rolige og atmosfærefyldte rum, hvor forskellige aktiviteter skaber grundlag for leg og ophold for gårdens børn og voksne.
Differentierede gårdzoner
Vi har koncentreret os om, at indrette gårdens shared-space i differentierede zoner, der definerer gårdens varierende funktioner. Både ude serveringsarealer til gårdens restaurationsmiljø, opholdszoner, porte, parkerings- samt kørearealer er integreret i gårdens rekreative brug. Plantekummer og siddeplinte i urbane materialer danner rum og skaber afgrænsninger til gårdens bilfrie zoner.
Beplantningen er valgt med udgangspunkt i blomstring og sæsonvariation, for at skabe varierede oplevelser, og giver med en blanding af staudegræsser og solitære træer et strukturelt modspil til de hårde, urbane materialer.
Et gavlmaleri, udført af lokale kunstnere, skaber desuden liv og er karaktergivende for gårdens private niche, hvor der både er opholds- og legeareal.