Skip to content

København

PFA Marina Park og Flerbrugerhus i Nordhavn

Transformationen af PFA’s markante hovedsæde, Marina Park, er gennemført med respekt for bygningens karakteristiske arkitektur og materialitet. Den relativt lukkede bygning er åbnet mod de travle, urbane omgivelser i Nordhavnen, og samtidig er der skabt en moderne arbejdsplads med bl.a. et stort indvendigt torv, beplantede udearealer og nye kontorfaciliteter med uformelle mødesteder. Flerbrugerhuset er et nyt fælles domicil og er en del af revitaliseringen af PFA’s hovedsæde, og ligger derfor i forlængelse af det transformerede bygningsværk.

Fakta om projektet

    Lokation
    København
    Bygherre
    PFA Ejendomme
    Areal
    27.000 m2 (Flerbrugerhus 9.500 m2)
    Ydelser
    Bygherre- og totalrådgivning. Projekt-, projekterings- og byggeledelse. Projektering, projektopfølgning og fagtilsyn med alle arkitekt-, landskabsarkitekt-, indretnings- og ingeniørydelser, herunder anlægsarbejder og kloak, bærende konstruktioner og brand, energi og indeklima, VVS-installation og ventilation, el- og CTS-installationer. Brugerinddragelse samt bygherreleverancer
    År
    2018-2021 (Flerbrugerhus afleveret 2023)

    Med afsæt i husets særlige karakter

    Marina Park har huset PFA i mere end tre årtier, og det markante, røde teglstensbyggeri i Nordhavnen er med tiden næsten blevet et synonym med pensionsselskabet.

    Marina Park et karakteristisk og på samme tid atypisk erhvervsdomicil med tydelige postmoderne træk. Derfor har et af projektets helt centrale greb været at bevare, understrege og nyfortolke dette særlige formsprog og samtidig åbne bygningen op mod Nordhavnen som et mere imødekommende domicil. Resultatet er en omdannelse og revitalisering af Marina Park til en levende og moderne arbejdsplads, der tydeligt afspejler PFA´s værdier og kultur.

    Fremtidssikring med godt indeklima og nye installationer

    Renoveringen af kontorarealer omfatter en fremtidssikring af indeklimaet med forbedrede ventilationsforhold, herunder køling, bedre akustik og dagslysregulerede belysning. Gennemførelsen af den tekniske totalrenovering med tekniske installationer, ventilation og belysning bidrager til et godt indeklima, hvor de tekniske anlæg bl.a. er optimeret og skiftet som tilhørende energimæssig foranstaltning. En del af opgaveløsningen omfatter tilmed registrering, planlægning, omlægning, renovering og nyetablering af disse installationer.

    I renoveringen videreføres de rødbrune farvetoner, bygningens struktur og den særlige teglstensklinke, som allerede kendetegner facaderne på Marina Park. Samtidig moderniseres facaderne med materialer i samme farveskala, som vil tilføre bygningen et fornyet og moderne udtryk – eksempelvis bliver alle vinduer udskiftet til en smal, nutidig og elegant ramme, der vil give de oprindelige bygninger et lettere facadeudtryk.

    Marina Park bestod tidligere af to adskilte bygningsdele, som i transformationen er forbundet af tre gangbroer, der er opført i tråd med den eksisterende arkitektur med bl.a. facadeplader i corten stål. De nye gangbroer forbinder bygningerne på tværs af alle etager, og er indrettet med små siddegrupper, hvor der er mulighed for uformelle møder og pauser i løbet af dagen. På toppen etableres taghaver.

    PFa marina park nordhavn

    En del af Nordhavns rivende udvikling

    Marina Park ligger i Københavns Nordhavn – et område som i disse år omdannes fra et lukket industriområde til et åbent, levende og fortættet nærmiljø. Derfor er der i transformationen arbejdet aktivt med at skabe et hovedsæde, som i højere grad henvender sig til omgivelserne ved at åbne sig op mod den omkringliggende by.

    Her har Swecos landskabsarkitekter arbejdet med arealerne omkring Marina Park, hvor der er skabt et udendørs ankomstområde og grønne arealer mellem bygningerne. De grønne arealer vokser ind under Marina Park på de steder, hvor bygningerne er hævet over terræn. Marina Park vil således visuelt stå ovenpå en grøn base, som udefra set vil gøre bygningen mere imødekommende for omverdenen.

    Et fokusområde i transformationen har også været at flytte hovedindgangen til Marina Park, så husets brugere og besøgende ankommer fra Sundkrogsgade, hvor bl.a. områdets Metro og S-togsstation ligger. Ved den nye hovedindgang er PFA’s kunstværk med de fire Tumlinger af kunstneren Bjørn Nørgaard placeret.

    Front Office

    Marina Park er oprindeligt konstrueret på søjler, hvilket skaber et stort uudnyttet areal under bygningerne. I transformationen er visse dele af arealet under bygningerne udnyttet til at indlægge og etablere nye funktioner. Nyt køkken- og kantineområde, nyt auditorie samt en ny central torvedannelse er etableret, som nu er centrum i PFA’s Front Office. Via den nye hovedindgang ankommer man direkte til det nye Front Office, hvor huset bruger og besøgende mødes af en åben og levende atmosfære.

    Front Office er husets flagskib, mødecenter og ankomstområde. Front Office rummer café og lokale kaffeøer, der kan servicere både medarbejdere og gæster, samt en række mødecentre beliggende i forskellige niveauer. Via store døre, kan det store ankomstrum forbindes med sportshallen og auditoriet, så rummene tilsammen kan huse flere hundrede gæster til fx store kunde- eller medarbejderarrangementer.

    Moderne og fleksibelt fællesdomicil

    Det nye byggeri på ca. 9.500 m2 har naturligt afsæt i Marina Park, men manifesterer dog sin egenart selvstændigt som et karakterfuldt, moderne og levende hus i samspil med den nye bydannelse i Nordhavn. Bygningen er opført som et selvstændigt erhvervsbyggeri – et “flerbrugerhus” og kontorhotel med flere kontorlejemål i et fuldt serviceret DGNB Guld-hus.

    Idéen om at skabe et fælles kontorhus tager afsæt i potentialet om at delefaciliteter skaber synergier og fællesskaber, og har det potentiale at kunne skabe en langt større anvendelsesmulighed for alle huset brugere. Hver enkelt virksomhed får herigennem flere strenge at spille på ved at udnytte husets mange fællesfaciliteter, som ellers kun store domiciler vil kunne matche.

    Arkitekturen bidrager til at bygningen tilbyder generøse rammer omkring fællesarealerne, som tilskynder husets aktører og brugere til at tage del i husets muligheder.