Papirtårnet i Silkeborg med rødder i industrien
Papirtårnet i Silkeborg med rødder i industrien
Arkitektur med referencer til områdets industrihistorie. Med sine 11.380 kvadratmeter, 70 meter og 23 etager står Papirtårnet som et markant boligbyggeri centralt i Silkeborg.
Projektet er en del af transformationen af Papirfabrikken – et tidligere industriområde, som gennem de seneste tyve år er udviklet til en levende bydel med boliger, erhverv og kultur. Her indskriver Papirtårnet sig som et nyt lag i fortællingen om stedet, hvor historiske spor og moderne arkitektur mødes.

Fakta om projektet
- Lokation
- Silkeborg
- År
- Realiseret, 2020
- Bygherre
- Aberdeen Asset
- Areal
- 11.380 kvm.
- Ydelser
- Arkitektrådgivning
- Samarbejdspartnere
- KPC, AFRY
Kronen på værket i industrihistorisk bydel
Kronen på værket i industrihistorisk bydel
Det attraktive boligbyggeri er kronen på værket i den industrihistoriske bydel Papirfabrikken, som vi gennem de seneste tyve år har transformeret fra nedlagt papirfabrik til en bydel, der samler erhverv, boliger og kultur i en dynamisk kombination.
Arkitektur med afsæt i Papirfabrikkens historie
Papirtårnet har fået sit navn med reference til Papirfabrikken, der ligger som byggeriets nærmeste nabo – industribygningen som hele Silkeborg i sin tid opstod omkring.
Papirtårnet er med sine 70 meter et på alle måder markant byggeri beliggende i naturskønne, bynære omgivelser. Højhuset markerer sig tydeligt i de omkringliggende lavere omgivelser og har en moderne karakter med en arkitektur, der tydeligt forbindes med Papirfabrikkens identitet. Områdets særlige historie afspejler sig i Papirtårnets arkitektur og materialer, hvor hårdtbrændte teglsten i rødlige toner giver et industrielt udtryk og matcher de eksisterende bygninger.
Facader i flammende tegl
Facaderne er opdelt i mindre felter af flammende tegl, der nedbryder højhusets markante skala. Teglstensfelterne skaber variation i mønstre og et spil i de rødlige toner, mens vinduernes placering kombineres vertikalt over to etager – det giver en dynamisk komposition og et markant skyggespil på facaden. Facadens murværk og glaspartier opleves forskelligt afhængigt af afstand, og de nøgterne, men detaljerede murflader refererer til den industrielle skala og karakter i området. I jordniveau er bygningens base åben og inviterer indenfor, så der skabes liv i og omkring bygningen.
Papirtårnet huser i alt 79 boliger mellem 80 og 250 m² samt 1.000 m² erhverv i stueetagen. De nederste ti etager er indrettet som andelsboliger, mens de øvrige etager er udformet som ejerboliger med udsigt over sø, skov og by. På de to øverste etager er der indrettet fire to-etagers penthouselejligheder. Alle lejligheder har rummelige altaner og store vinduespartier med panoramisk udsyn over omgivelserne.
Opgaven er udført for Aberdeen Asset Management, og de første lejligheder stod klar til indflytning i januar 2020.



