Løgstør
Ny administrationsbygning til Vesthimmerlands Forsyning
Vesthimmerlands Forsyning ligger ved Løgstør Genbrugsplads, hvor vi leverer totalrådgivning til en tilbygning af den eksisterende administrationsbygning samt rådgivning om selektiv nedrivning af en lokal skole.
Fakta om projektet
- Kunde/Bygherre
- Vesthimmerlands Forsyning
- Areal
- 600 m2
- Rådgivningsrolle
- Totalrådgivning
- Entrepriseform
- Hovedentreprise
- Ydelser
- Totalrådgivning med særlig fokus på bæredygtighed og cirkulære løsninger
- Samarbejdspartnere
- Pluskontoret, Upcycling Forum
- År
- 2023-2025
Et cirkulært fyrtårnsprojekt
Tilbygningen bliver et fyrtårnsprojekt inden for cirkulært byggeri, idet vi implementerer innovative byggeprincipper, som samtidig forventes at reducere kvadratmeterprisen sammenlignet med tilsvarende nybyggeri. Et centralt mål er at overholde en CO2-ækvivalent på 5,0 kg/m2/år, hvilket opnås ved at genbruge en bygning én-til-én. Dette indebærer, at alle byggematerialer, inklusiv bærende konstruktioner og installationer, bliver genanvendt for at nå det ønskede lave CO2-niveau.
”Materialer før blyant”-princippet
Med udgangspunkt i konceptet ”Materialer før blyant” integrerer vi genbrug i byggeriet i en meget tidlig fase. I stedet for at tilpasse genbrugte materialer til den arkitekturen, tager vi udgangspunkt i de tilgængelige materialer, før de første streger til bygningen tegnes.
Dette gælder også for dette projekt, hvor bygningen opføres med fokus på cirkularitet ved at anvende materialer fra Toppedalskolen samt andre nedbrydningsprojekter i Vesthimmerlands Kommune. Derudover er der anvendt så få nye materialer som muligt, da bygningen fra Toppedalskolen flyttes næsten uændret til sin nye kontekst. Tilbygningen bearbejdes bl.a. med følgende tiltag:
- Direkte genbrug af betonelementer, herunder både bærende og ikke bærende elementer
- Genanvendelse af betonaffald til nedknust beton, som bruges som nye bærelag under bygninger og belægninger
- Genbrug af eksisterende branddøre
- Genbrug af eksisterende vinduer og døre ved at opgradere til nye energikrav
- Genbrug af vvs-, ventilations- og elinstallationer
- Genbrug af lofter og andre overflader
- Genbrug af isolering
- Genbrug af spærtræ til indvendige vægge og facader
Som totalrådgiver er ”Materialer før blyant”-princippet en spændende tilgang, der har stort potentiale for både offentlige og private kunder samt for en bred vifte af projekttyper. Potentialet ligger primært i at holde CO2-niveauet og omkostningerne nede ved at genbruge byggematerialer, hvilket danner grundlaget for, at vi i dette tilfælde forventer at skabe et mere økonomisk byggeri end ved brug af traditionelle nye byggematerialer.
Materiale screening og ressourcekortlægning
Der er udført en indledende materialescreening på kommunens nedrivningsprojekter, hvor de mest oplagte materialer er blevet registreret i Upcycling Forums materialeplatform. Denne platform fungerer som en materialebank, der samler og kortlægger byggematerialer med fokus på deres genanvendelses- og upcycling-potentiale. Næste skridt i processen var en ressourcekortlægning, hvor materialer og mængder blev analyseret og tildelt specifikke formål i det nye byggeri. Den vej igennem bliver genbrug af byggematerialer også en stor logistisk opgave.
Fyrtårnsprojektet for Vesthimmerlands Forsyning har skabt en bevidsthed om værdien af genbrug og hvordan byggeriers værdiskabelse kan overføres til nye projekter, i stedet for at købe nye materialer. Dette hjælper også med at reducere byggeaffald fra tidligere bygninger. Det forventes, at projektet står færdigt i 2025.
Vil du høre mere om projektet eller ”Materialer før blyant”-tilgangen kan du kontakte Michael Meldgaard Thomsen, chef for Transformation & Genbrug