Hedehusene

LCA af transformationen af Tscherninghuset

Swecos bæredygtighedsteam specialiseret i livscyklusvurderinger har bidraget med rådgivning om transformationen af Tschernings nye hovedkontor; Tscherninghuset.I tæt dialog med Tscherning har vi kortlagt projektets materialer og grupperet dem i forhold til metodiske afgrænsninger i livscyklusvurderingen.

Fakta om projektet

    Lokation
    Hedehusene
    Bygherre
    Tscherning A/S
    Ydelser
    Bæredygtighedsrådgivning, herunder livscyklusvurdering (LCA)
    Areal
    1.787 m²
    År
    2024
    Foto
    Claus Peuckert/Tscherning

    Livscyklusvurderingen af Tscherninghuset havde til formål at undersøge, hvilket potentiale og CO₂-besparelse, vi kan opnå ved at tænke innovativt og gøre brug af eksisterende byggeri og materialer. Tscherninghuset er et af de bedste eksempler på at indtænke genbrugsmaterialer i byggeprocessen, da hele 89% af projektets materialer er eksisterende bygningsmasse eller genbrugt.

    Den høje grad af genbrug i det vellykkede domicil er blevet belønnet med Renoverprisen 2024, som Realdania og Grundejernes Investeringsfond står bag.

    Bygningstransformation og materialer

    Ved transformationen af Tschernings hovedkontor er der i høj grad gjort brug af eksisterende bærende elementer. En indskudt etage, som er tilføjet bygningen, er udført i genbrugte huldækelementer, der er båret af stålprofiler og vægelementer af beton, som ligeledes er genbrugt. Dermed er der få nye bærende elementer tilføjet i transformationen. Det betyder, at miljøpåvirkningerne ved transformationen af hovedkontoret primært stammer fra nye tekniske installationer i form af solceller, radiatorer og tilpasning af ventilationssystemet.

    Ud over installationerne er der udskiftet vinduer og døre, hvor der for størstedelen er benyttet genbrugte materialer. I transformationen er tag- og ydervægskonstruktioner blevet efterisoleret med nye biobaserede materialer. I disse konstruktioner er der også tilføjet nye beklædninger, som i de fleste tilfælde er udført i genbrugsmaterialer i form af træbeton og forskallingstræ. En større andel af facaden har fået en ny beklædning med brændt træ.

    Nybyg vs. transformation

    I livscyklusvurderingen af Tscherninghuset har vi udarbejdet to LCA-modeller. En model, hvor hele bygningen er kortlagt og udført som ”nybyg”. For dette scenarie, som har være brugt som baseline, er der ikke taget forbehold for eksisterende og genbrugte byggematerialer.

    I det andet scenarie har vi taget forbehold for hvilke materialer, som er fra den eksisterende bygning eller genbrug. De to modeller er udført med henblik på at kunne beregne, hvilken besparelse i CO₂, som er opnået ved at indtænke genbrugsmaterialer i projektet frem for at tilføje nye materialer. Besparelsen er beregnet ved at antage, at bygningerne ville være udført 1:1 i samme materialer. Der er blot i scenariet for genbrugte materialer taget forbehold for, at de genbrugte materialer beregnes som 0-udledende.

    Figuren viser resultater fra miljøpåvirkningen af materialer fordelt på nytilførte, eksisterende og genbrugte materialer samt den tilhørende reduktion i CO2-aftrykket, som er opnået ved at bevare eksisterende materialer og indbygge genbrugte materialer i transformationen af Tschernings hovedkontor.

    I analysen er besparelsen for eksisterende og genbrugte materialer regnet som en 1:1 sammenligning, hvis bygningen skulle være konstrueret identisk udelukkende i nye materialer. Transformationens reelle CO2-aftryk skal ses som miljøpåvirkningen for nytilførte materialer, da genbrugte materialer er antaget som 0-udledende.

    Miljøpåvirkningen er opgjort i enheden kg CO₂-ækv./m²/år, som er den enhed, der benyttes i BR18’s lovkrav.

    Stor CO2-besparelse ved genbrug

    Livscyklusvurderingen af Tscherninghuset kategoriserer materialerne og miljøpåvirkningerne fordelt på nytilførte, eksisterende og genbrugte materialer. De samlede miljøpåvirkninger er opgjort i enheden kg CO₂e/m²/år, som er den enhed, der benyttes i BR18’s lovkrav. LCA’en tager udgangspunkt i en betragtningsperiode på 50 år for bygningens materialer, hvor driften ikke er medregnet. I livscyklusvurderingen konkluderer vi, at transformationens samlede CO2-aftryk er 2,57 kg CO2e/m2/år.

    Ved at genbruge byggematerialer opnår Tscherning en besparelse for materialerne i på 3,54 kg CO₂e./m²/år. Det svarer til en reduktion af det samlede projekts materialers Global Warming Potential på 58 %. Ved at benytte eksisterende byggeri og genbrugsmaterialer opnår Tscherning en reduktion på 318,6 ton kg CO₂e sammenlignet med samme projekt udført i nye materialer.