Skip to content

Sweco vinder udbud som rådgiver for energiområdet hos Aalborg Forsyning

Sweco har vundet udbud som ny rådgiver på Aalborg Forsynings energiområde, hvor arkitekt- og ingeniørrådgiveren skal bidrage til den fortsatte udvikling og fremtidssikring af energiinfrastrukturen i Aalborg.

Med den nye rammeaftale skal Sweco rådgive på tværs af Aalborg Forsynings anlæg, infrastruktur og udviklingsprojekter.

Rammeaftalen løber i to år med mulighed for forlængelse og omfatter rådgivning inden for syv fagområder, herunder projektudvikling og projektledelse, bygherrerådgivning, bygninger og anlæg, maskin- og energianlæg, el- og SRO-anlæg, arbejdsmiljø samt miljø og bæredygtighed.

Aalborg Forsyning er næsten færdig med en omfattende omstilling af energisystemet. Den kulbaserede varmeproduktion på Nordjyllandsværket skal efter planen stoppe den 1. januar 2029 og erstattes af et mere diversificeret og robust energisystem baseret på blandt andet el-baseret varme og overskudsvarme.

Samtidig forventes de kommende år at byde på en række nye projekter inden for renovering og modernisering af den eksisterende infrastruktur, sikring af en omkostningseffektiv energiforsyning samt integration af nye og fremtidige varmekilder.

”Aalborg Forsyning er næsten i mål med den grønne omstilling af fjernvarmen, men vi har behov for fortsat udvikling, og dermed brug for at kunne trække på eksterne rådgivere med forskellige fagligheder, der kan supplere vores egne kompetencer, eller når der i perioder er behov for ekstra kapacitet. Vi har været omhyggelige med at vælge den rigtige samarbejdspartner, som kan bidrage med de specialiserede kompetencer, vi har behov for, og vi ser frem til samarbejdet med Sweco,” siger Jesper Høstgaard-Jensen, administrerende direktør i Aalborg Forsyning.

Lokal forankring og tværfaglig styrke

En central del af rammeaftalen er evnen til at sammensætte tværfaglige rådgiverteams, der kan understøtte projekter fra de tidlige idé- og analysefaser over projektering og udbud til udførelse, idriftsættelse og overdragelse til drift.

Med Swecos kontor i Aalborg som udgangspunkt løses opgaverne tæt på Aalborg Forsyning og med et indgående kendskab til lokalområdet. Her er alle Swecos fagligheder samlet, og den lokale rådgivning styrkes yderligere af Swecos internationale specialistkompetencer samt af samarbejdet med Process Engineering, der bidrager med stærk proces- og mekanisk ekspertise.

”Vi er meget glade for at skulle indgå i et tæt og langsigtet samarbejde med Aalborg Forsyning om udviklingen af hele energiområdet. Vi kombinerer lokal tilstedeværelse med adgang til nogle af de stærkeste specialistmiljøer inden for forsyning, energi, proces og infrastruktur. Det giver os mulighed for at bringe vores samlede faglighed i spil og understøtte både de strategiske beslutninger og de konkrete projekter, som skal være med til at forme fremtidens forsyning i Nordjylland,” siger Tore Lucht, direktør for Energi i Sweco.

Fakta om rammeaftalen

  1. Rammeaftalen er startet 1. september og den løber i to år med mulighed for forlængelse med op til to år
  2. Sweco bliver enerådgiver på Aalborg Forsynings energiområde
  3. Opgaverne løses med udgangspunkt i Swecos Aalborg-kontor, hvor Swecos fagligheder er samlet. Den lokale rådgivning suppleres af Swecos internationale specialistkompetencer og erfaring inden for energi
  4. Process Engineering bidrager med proces- og mekanisk ekspertise

Presse og kontakt

Kristian Torp

Kristian Torp

Pressechef