
- Juli 2025
Sweco Danmark leverer stærkt første halvår
Sweco Danmark præsenterer i dag halvårsresultatet for 2025 med stabil udvikling og fortsat forbedring af indtjeningen. Rekrutteringsfokus i alle forretningsområder.
Omsætningen for første halvår af 2025 lander på 1,2 mia. kr. hvilket er på niveau med første halvår af 2024 (1,2 mia. kr.). Indtjeningen (EBITA-margin) lander på 14,3 % sammenlignet med 13,4 % i første halvår af 2024.
“Vi leverer et stærkt og stabilt resultat i et marked, der stadig er præget af stor usikkerhed. Vi tiltrækker ikke blot flere nye kunder, men oplever også, at vores eksisterende kunder i stigende grad vælger at udvide samarbejdet med os. Det er meget positivt, fordi det bekræfter, at vores tætte relation til kunderne, forståelsen for deres behov og vores ukomplicerede tilgang skaber reel værdi for projekterne og styrker vores position i markedet,” siger Dariush Rezai, CEO i Sweco Danmark, og tilføjer:
“Vi har en veldiversificeret forretning og er godt rustet til sammen med vores kunder at gribe de muligheder, der opstår i et Danmark og Europa under omstilling. For at styrke denne position udvikler vi løbende vores organisation og kompetencer, og rekrutterer aktivt nye kolleger til alle vores forretningsområder og til vores 17 kontorer over hele landet.”
I første halvår har Sweco indgået flere markante aftaler. Blandt andet er Sweco valgt som rådgiver for de østdanske netselskaber Cerius, Radius og deres fælles driftsselskab Nexel i arbejdet med at udbygge elnettet i Østdanmark frem mod 2030. Derudover har Sweco indgået store aftale med Vejdirektoratet om den 3. Limfjordsforbindelse, som omfatter vejbroer over jernbanen, projektering af 24 bygværker samt natur- og miljørådgivning frem til 2034.
Sweco har også vundet Energinets udbud om at gennemføre geotekniske, geofysiske og grundvandsmæssige undersøgelser for første etape af Danish Hydrogen Backbone (DHB) — Danmarks første brintinfrastrukturprojekt. Samtidig har Skanderborg Kommune valgt Sweco til at designe den nye ankomst til Himmelbjerget fra søsiden. Projektet, kaldet ‘Himmelbroen’, bliver et rekreativt mødested, hvor arkitektur og natur mødes.
Læs hele Sweco Groups kvartalsrapport for andet kvartal her
Nøgletal for første halvår 2025 Sweco Danmark
- Omsætning: 1,2 mia. kr. (på niveau med første halvår 2024)
- EBITA-margin: 14,3 % (0,9 procentpoint højere end første halvår 2024)

Kristian Torp
Presseansvarlig