VVS-ingeniør til komplekse projekter i eksisterende byggeri & industri
Vil du arbejde med VVS og HVAC på projekter, hvor løsningerne skal fungere i virkeligheden – også når bygningerne er komplekse, installationerne eksisterende og kravene høje?
Hos Sweco søger vi en VVS-ingeniør, der har opbygget et solidt fagligt fundament og nu vil tage næste skridt. Du kommer til at arbejde med både projektering og teknisk rådgivning og får mulighed for at følge løsningerne fra de første overvejelser til idriftsættelse.
Du bliver en del af divisionen Eksisterende Byggeri og Specialer, hvor vi er 300+ kolleger med stærke specialistkompetencer inden for blandt andet tekniske installationer, bygninger og konstruktioner samt ejendomsudvikling.
En del af Renovering & Installationer
I Renovering & Installationer arbejder vi med nogle af de mest spændende og komplekse bygninger og installationer – ofte i tæt samarbejde med både kunder og andre fagligheder i Sweco.
Fælles for projekterne er, at vi arbejder tæt på den eksisterende bygningsmasse. Det stiller krav til både teknisk forståelse, samarbejde og evnen til at finde løsninger, der fungerer i den konkrete bygning og dens drift.
Du bliver samtidig en del af et fagligt miljø, hvor vi sparrer på tværs, deler viden og bruger hinandens specialistkompetencer.
Din rolle
Som VVS-ingeniør får du en varieret hverdag med både projektering og rådgivning. Afhængigt af projektet og din erfaring kan du få ansvar for egne leverancer og fagområder, samtidig med at du har erfarne kolleger omkring dig at sparre med.
Dine opgaver vil blandt andet være:
- Projektering og rådgivning inden for VVS/HVAC
- Udarbejdelse af beskrivelser, udbudsmateriale og teknisk dokumentation
- Rådgivning med blik for både projektering, drift og den samlede løsning
- Samarbejde med kunder, kolleger og andre fagdiscipliner gennem projektets forskellige faser
- Teknisk sparring og fejlfinding på eksisterende installationer
- Bidrage til løsninger inden for blandt andet energioptimering, indeklima og vandbårne systemer
Du vil opleve, at projekterne varierer i både størrelse og kompleksitet, og at din rolle udvikler sig i takt med din faglighed og de opgaver, du ønsker at tage ansvar for.
VVS er dit fagområde
Vi forestiller os, at du har en relevant teknisk uddannelse som eksempelvis ingeniør, installatør eller tilsvarende og minimum 3 års erfaring med VVS/HVAC.
Det vigtigste er, at du har et godt fagligt fundament og lyst til at udvikle dig videre. Derudover ser vi gerne, at du:
- Har erfaring med projektering og rådgivning inden for VVS/HVAC
- Har forståelse for tekniske installationer og samspillet mellem projektering og drift
- Kan arbejde selvstændigt med dine opgaver og samtidig trives i et projektteam
- Er nysgerrig på tekniske problemstillinger og motiveres af at finde løsninger
- Trives med dialog og samarbejde med både kunder og kolleger
Du behøver ikke kunne det hele fra første dag. Til gengæld forventer vi, at du har lyst til at tage ansvar for din faglige udvikling og bidrage aktivt til projekterne og det faglige fællesskab omkring dig.
Et stærkt fagligt miljø omkring dig
Hos Sweco får du mulighed for at udvikle dig gennem projekter, ansvar og tæt samarbejde med kolleger på tværs af fagligheder. Du bliver en del af en afdeling med høj faglighed og en uformel omgangstone, hvor der er kort vej til sparring, når du har brug for den.
Vi tror på, at de bedste løsninger bliver skabt, når forskellige fagligheder arbejder tæt sammen – og når der samtidig er plads til, at den enkelte kan udvikle sit eget faglige ståsted og tage mere ansvar over tid.
Kan du se dig selv hos Sweco?
Send os dit CV og relevante dokumenter via linket inden d. 1. november 2026. Vi afholder samtaler løbende.
Har du spørgsmål til stillingen eller er nysgerrig på, om rollen kunne være det rette næste skridt for dig, er du velkommen til at kontakte teamchef for VVS, Jan Urhammer på tlf. 2723 6181.
Transforming Society Together
Sweco planlægger og designer fremtidens bæredygtige samfund og byer. Med den samlede viden fra vores 23.000 arkitekter, ingeniører og andre eksperter, arbejder vi sammen med kunderne for at fremme den grønne omstilling, øge potentialet fra digitalisering og styrke vores samfund.
Sweco er Europas førende arkitekt- og ingeniørrådgiver med en omsætning på 31 mia. SEK (2,7 mia. EUR) i 2024. Virksomheden er børsnoteret på Nasdaq Stockholm. www.swecogroup.com
