AI- og BIM-fagchef til infrastrukturprojekter
Vil du sætte faglig retning for, hvordan vi bruger BIM i komplekse infrastrukturprojekter – og samtidig være med til at forme, hvordan AI bliver en naturlig del af vores måde at arbejde på? Og kan du omsætte både teknisk faglighed og digitale muligheder til arbejdsgange, der gør en konkret forskel for projekteringsledelse, specialister og projektledere?
I teamet Digitalisering og Bæredygtighed arbejder vi med at gøre digitalisering anvendelig i praksis – tæt på projekterne og sammen med vores fagdiscipliner. Vi har fokus på at samle data på en sammenhængende og anvendelig måde, så vi både kan fremme vores egen udvikling og imødekomme kundernes behov. Vores tilgang er dybt forankret i Data Management, AI og procesoptimering, og vi ser tydeligt, at digitalisering kommer til at fylde mere og mere i vores arbejde de kommende år – særligt i samspillet mellem data, modeller og AI-understøttede arbejdsgange.
Som AI- og BIM-fagchef bliver du en nøgleperson i at løfte vores BIM-praksis – både i den daglige BIM-drift i projekterne og i den mere strategiske udvikling af vores digitale arbejdsgange. Du bliver en del af afdelingen Bane, Bro & Tunnel med base på vores kontor i Ørestad og får et stærkt netværk af kompetente kolleger – både i teamet og via vores BIM-faglige netværk på tværs af forretningen.
Om stillingen
Som fagchef får du ansvar for at udvikle, forankre og løfte vores BIM-praksis og digitalisering på infrastrukturprojekter. Rollen rummer både et fagligt ledelsesansvar, et operationelt ansvar for BIM-drift samt et strategisk ansvar for at drive digitaliseringen fremad. Det betyder, at du både skal sikre stabil drift, ensartet kvalitet og robuste digitale leverancer i projekterne – og samtidig identificere, hvor AI kan skabe konkret værdi, og få løsningerne bygget ind i vores arbejdsgange (fx i kvalitetssikring, datakontrol, dokumentation, standardisering og gentagelige leverancer).
Dine primære opgaver vil være:
- Sætte faglig retning for BIM i infrastrukturprojekter og samtidig sikre den daglige BIM-drift – herunder fungere som BIM-ansvarlig/BIM-koordinator efter projektets behov og sikre sammenhæng på tværs af faser og leverancer
- Agere som BIM/IKT-manager på infrastrukturprojekter
- Udvikle og vedligeholde BIM-procedurer og -standarder, så de understøtter projekterne og skaber ensartet kvalitet i processerne i relation til Tekla og Grasshopper
- Bidrage aktivt til den strategiske digitalisering med fokus på AI og procesoptimering – herunder udvikle/oprette AI-agenter til udvalgte arbejdsgange
- Bidrage til udvalgte tilbudsprojekter og processer og sikre et robust digitalt grundlag i tilbudsfasen
- Kvalitetssikre og koordinere digitale modeller og datastrukturer samt sikre digitale leverancer i henhold til kundens krav og projektets behov
- Arbejde med datadeling, klassifikation og informationsstyring på tværs af fagdiscipliner, så data bliver anvendelig i hele værdikæden
- Drive videndeling og kompetenceudvikling inden for BIM og digitale arbejdsgange på tværs af forretningen
Om det gode match
Du er en specialist med faglig ballast og solid erfaring fra infrastruktur- og anlægsprojekter, og du kan kommunikere sikkert og imødekommende på alle niveauer. Du trives med at samarbejde bredt og få mange interessenter til at lykkes sammen – og god til at kommunikere klart og tydeligt på flere niveauer og mellem fagligheder.
Vi forestiller os, at du:
- Har en relevant uddannelsesbaggrund (fx bygningsingeniør, konstruktør eller tilsvarende) – men vi er åbne for det bedste faglige match, hvis du har den rette erfaring og tyngde
- Har solid erfaring med anlægskonstruktioner og kan bringe din tekniske forståelse i spil i digitale beslutninger, specielt indenfor Tekla og Grasshopper
- Har solid erfaring med BIM i projektering af infrastruktur- og/eller byggeprojekter
- Er dygtig til at samarbejde og formidle – både til specialister, projekteringsledelse og øvrige interessenter
- Har erfaring med CDE-platforme (fx Bentley ProjectWise, Trimble Connect, Autodesk ACC, Dalux eller tilsvarende) samt interesse for data management og integration af AI i BIM-processer
Kan du se dig selv som en del af Sweco?
Så send os dit CV via linket. Vi inviterer til samtaler løbende, og vi anbefaler, at du ansøger hurtigst muligt.
Har du spørgsmål til stillingen eller Sweco, er du velkommen til at kontakte os.
Transforming Society Together
Sweco planlægger og designer fremtidens bæredygtige samfund og byer. Med den samlede viden fra vores 23.000 arkitekter, ingeniører og andre eksperter, arbejder vi sammen med kunderne for at fremme den grønne omstilling, øge potentialet fra digitalisering og styrke vores samfund.
Sweco er Europas førende arkitekt- og ingeniørrådgiver med en omsætning på 31 mia. SEK (2,7 mia. EUR) i 2024. Virksomheden er børsnoteret på Nasdaq Stockholm. www.swecogroup.com

Kris Cronberg
Head of Recruitment