Indretning af Telia HQ
Funktionalitet, hjemlighed og identitet. Det er nøgleordene for Telias nye 5.000 m2 hovedkontor i Ørestad på Amager, hvor 700 medarbejdere i foråret 2023 flyttede ind. Swecos Spaceplanning team har designet og rådgivet Telia om indretning af deres nye DGNB-Guld hovedkontor, der fordeler sig på fire etager. I tæt samarbejde med Telia og medarbejdere har vi skabt en hybrid og aktivitetsbaseret arbejdsplads, der både øger fremmødeprocenten og passer til nye måder at arbejde på efter corona og hjemmearbejde.
Fakta om projektet
- Lokation
- Ørestad | København
- Bygherre
- Telia
- Areal
- 5.000 m2 ekskl. fælles kantine og tagterrasse
- Ydelser
- Arkitektrådgivning – spaceplanning og indretning
- Samarbejdspartnere
- HolmrisB8 | Skanska
Homezones og styrket fællesskab
Når medarbejderne godt kan lide at arbejde hjemme, må man indrette arbejdspladsen med hjemmets kvaliteter. Telias nye kontor over for Bella Center metrostation trækker derfor flere tråde til hjemmet med bløde sofaer, gardiner, gulvtæpper og polstrede møbler, som medarbejderne frit kan vælge at sidde i, ligesom man ved hjemmearbejde veksler mellem sofa og skrivebord.
Gennem variation af indretningen og inventar byder Telias nye hovedkontor nu medarbejdere velkommen i et attraktivt kontormiljø – så attraktivt, at man har noteret sig 15-20 % større tilstrømning end på det gamle kontor i Holmbladsgade.
“Vi ville skabe større sammenhængskraft. Vi ville understøtte tilfældige møder mellem faggrupper. Og så ville vi bringe hjemligheden ind: Alt det, vi har derhjemme, hvor vi føler os trygge, har vi prøvet at få ind i arbejdspladsen“, Mette Gravergaard, Head of Spaceplanning, Sweco Architects
Indretningen af Telias nye hovedkontor er skræddersyet til et arbejdsliv, der rummer mange forskellige arbejdssituationer og behov i løbet af en dag, og hvor medarbejderne kan koble sig på hjemmefra, når det er mest oplagt. De faste kontorpladser er derfor veget til fordel for mere varierede og inspirerende arbejdsstationer, bl.a. med plantevægge, lounges, sofaer og cafekøkkener, der inviterer medarbejdere til at bevæge sig rundt på hele kontoret og på den måde møde flere grupper af medarbejdere – og her spiller færre med bedre kaffemaskiner også ind. Alt sammen for at understøtte mere bevægelse og social interaktion i arbejdsdagen.
Kontoret er indrettet i zoner, der omfatter ’HomeZones’, hvor man kan arbejde produktivt med sit team i hyggelige omgivelser, og ’ActiveZones’, der er indrettet med sofaer og interaktive smartboards, hvilket er oplagt til ikke-fortrolige møder i større grupper samt sociale og faglige aktiviteter. Derudover er der etableret en række fokusrum til intenst produktionsarbejde og ’mute boxes’ til telefonmøder og private samtaler.
“Designet af arbejdsstationerne betyder, at medarbejderne helt konkret skal bevæge sig mere rundt i løbet af dagen og naturligt vil møde flere forskellige kolleger på en arbejdsuge. Det styrker fællesskabet, vidensdelingen og evnen til at tænke i helheder, hvilket er meget værdifuldt på en arbejdsplads med så mange forskellige fagligheder“, Charlotte Krog, HR & Kommunikationsdirektør hos Telia
Den hybride arbejdskultur er kommet for at blive
For Telia var formålet med at flytte fra Holmbladsgade ikke at øge fremmødeprocenten, men at skabe en arbejdsplads, der passede til nye måder at arbejde på. For er der noget corona har lært os, så er det at den hybride arbejdskultur er kommet for at blive.
Telias kontor er indrettet med fokus på fleksibilitet, hjemlighed og med fokus på aktivitetsbaseret arbejde, og det er ikke unikt for denne virksomhed, men en tendens blandt flere større virksomheder.
“Der er zoner, hvor man kan være produktiv i omgivelser, som er gjort hjemlige ved at sætte meget træ ind. Vi har lagt vægt på god akustik med gardiner og polstrede møbler“, Mette Gravergaard, Head of Spaceplanning, Sweco Architects
I indretningen af Telias nye kontor har vi hentet inventar i det gamle hovedsæde, malet det og genbrugt på nye måder, for at skabe genkendelighed og identitet. Her genanvendes de tidligere skrivebordsstel med nye bordplader, alle kontorskole er renset og genanvendt og endelig genbruges 700 lockers og reoler, som er blevet malet så de passer til det nye kontor.
I tæt samarbejde med Telias kommunikationsafdeling har Swecos eksperter inkorporeret deres CVI i valg af alle vægfarver, tekstiler og wayfindings. Swecos Spaceplanning har stået for materialevalg af alle faste overflader, gulve, vægge, lofter og belysning. Med hjælp fra Triboo har vi fået lavet et bordtennisbord i genanvendt materiale og vægakustik som udsmykning af hør, lavendel og affaldsstrømme af papir og pap.