Ekspert: Hvem skal betale regningen for tvær-regional klimatilpasning?

Af Christian Sørensen, Teamleder for landskabsarkitektur hos Årstiderne Arkitekter/Sweco

I debatten om klimatilpasning og kystbeskyttelse af Danmark bliver vi nødt til at tage en diskussion på et mere overordnet og strukturelt niveau.
For to år siden overgik ansvaret for kystbeskyttelse fra Staten og Kystdirektoratet til kommunerne. Jeg er tilhænger af decentralt, lokalt forankret ansvar, men siden ansvaret overgik til kommunerne, er det blevet tydeligt, at bidragsfordelingen – hvilke ejere, instanser og aktører, der skal betale for anlæg og drift af kystbeskyttelsen – sjældent forekommer åbenlys og rimelig for alle parter.

Nogle vil sige, at de mennesker, der har valgt at bosætte sig tæt på vandet – ved fjorden eller på havnen – også har valgt at udsætte sig for risikoen for oversvømmelser, og dermed må de selv betale for at sikre sig. Og tilsvarende – de kommuner, som har kystbyer eller fjorde, er de naturlige betalere for anlæg og løsninger, der skal beskytte byernes værdier for ødelæggende oversvømmelser.

Men klimatilpasningsløsninger og kystbeskyttelse er langt fra så ligetil i virkeligheden. Flere steder i landet har vi store fjorde – Roskilde Fjord, Isefjord, Vejle Fjord og Limfjorden, der grænser op til mere end én kommune. Omkring Isefjord og Roskilde Fjord har vi faktisk hele otte kommuner og to regioner repræsenteret. Dertil har vi landbrug, turisme, foreninger og erhvervsliv, som har aktiviteter og interesser i livet på og ved fjorden.

En sikring af Isefjord og Roskilde Fjord involverer med andre ord et broget billede af interessenter, der alle har værdier på spil, og som man derfor kan argumentere for bør bidrage til at finansiere en klimatilpasset og beskyttet kyststrækning i de to fjorde. Det samme gælder Limfjorden, og flere andre steder i landet, hvor vi har udfordringer med vandet, der går på tværs af kommune- og regionsgrænser.

Når vi dertil føjer én af mine faglige kæpheste – at kystbeskyttelse skal bruges konstruktivt til at skabe og fremme områdets potentiale og værdi – giver det rigtig god mening at kigge på bidragsfordelingen i et større perspektiv. Vi skal væk fra individuelle og kortsigtede løsninger, som kun et mindretal har gavn af og se på, hvordan vi kan destinationsudvikle Danmark som kystnation via gennemtænkte, helhedsorienterede klimatilpasningsløsninger, som vi alle har glæde og gavn af.

Som vi går til udfordringerne i dag, skaber vi en skæv fordeling ved at bede de mest udsatte kommuner og borgere om at betale mest. Derfor vil jeg argumentere for, at både ansvar og finansiering af kystbeskyttelse af Danmark bør lægge hos Staten – i tæt samarbejde med kommunerne.

  • Christian
    Sørensen
    Landskabsarkitekt, kreativ leder Øst
    +45 4348 4799
    Fraq r-znvy