Klimasikring - den Blå Kant
Svendborg Havn er i dag udsat i forhold til oversvømmelser og ekstreme klimahændelser, og et af projektets hovedgreb er derfor at etablere regnvandshåndtering og stormflodssikring op til højvandskote +3,0, som sikrer byen mod skybrud uden at skæmme for adgangen til vandet.
”Vi er lykkedes med at placere klimasikringen på havnens yderside. På den måde får vi en åben inderhavn med nærhed til vandet for borgere og besøgende – her sikrer vi byens visuelle og fysiske kontakt til vandet, fordi vi undgår en stor, afskærmende barriere langs havnekanten. Den nærhed udnytter vi til at videreudvikle og skabe nye tilbud omkring havnen.”
Christian Bøcker Sørensen, kreativ leder for Landskabsarkitektur, Sweco
En stor del af de anvendte stormflodsløsninger er integreret som design- og aktivitetselementer i de nye byrum. Eksempelvis etableres der et nyt havnebad, en promenade, et værkstedsområde med maritime fritidstilbud og en ny havnepark med forskellige muligheder for aktiviteter, som også vil forbinde bymidten og havnemiljøet.
Klimasikringsstrategien er en kombination af forskellige tekniske tiltag, der integreres i de nye rekreative byrum og moleanlæg, men som visuelt ikke fremstår som tekniske installationer i byrummet. Eksempelvis etableres der sluser, diger og klapper på havbunden i indsejlingen, som ved højvande aktiveres og sikrer hele havneområdet.