Sweco Architects har i samarbejde med STB Byg og Niras vundet totalentreprisen på 66 almene familieboliger og dagligvarebutik i Aabenraa.
Boligerne er beliggende på den gamle Cimbriagrund, som ligger i den nordlige del af byen. Byggeriet udgør første etape af udbyggelsesplanerne for grunden. De nye bynære boliger er en vigtig brik i byens indsats for at trække flere borgere til Aabenraa, og projektet passer godt ind planerne om også at udvikle den nordlige ende af gågaden. Byggeriet indeholder både to- og trerums familieboliger i alt 6.400 m2 samt butiksareal på 2.700 m². Det betyder, at der på grunden vil være mulighed for et større opholdsareal på terræn.
Byggeriet fremstår i tegl i rødlige nuancer, for at byggeriet fremtræder i harmoni med den omgivende bebyggelse. Projektet består af tre huse der opføres i syv etager og to huse, der trapper ned i højde ned mod Reberbanen/ Langevad, hvor de opføres i fem etager. De to huse i fem etager skal opføres uden en base med butikker.
Totalentreprisen omfatter projektering, planlægning og udførelse af 66 almene familieboliger samt dagligvarebutik. Sweco Architects varetager rådgivningen inden for disciplinerne arkitektur og landskabsarkitektur.