Renovering af historisk laboratoriebygning i Ceres Byen
Den gamle laboratoriebygning i Ceres Byen i Aarhus er efter en nænsom renovering indrettet til restaurant, eventlokaler og moderne kontorfaciliteter.
Fakta om projektet
- Lokation
- Aarhus
- Bygherre
- A. Enggaard A/S
- År
- Realiseret, 2016
- Ydelser
- Arkitektrådgivning
Med udgangspunkt i bygningens oprindelige arkitektur har Sweco Architects stået for den indvendige renovering af Ceres Bryggeriets gamle laboratoriebygning. I dag danner den industrihistoriske bygning rammerne om tegnestuens kontor i Aarhus, som er beliggende på én af husets i alt fire kontoretager.
Ceres Byen er et bynært område, som i mere end 150 år har været hjemsted for Aarhus’ traditionsfyldte bryggeri. I disse år gennemgår Ceres byen en omfattende transformation fra industriområde til en ny bydel med både erhverv, boliger, retail, studiefaciliteter og grønne områder centralt i Aarhus. Områdets velkendte gule teglstensbygning står udadtil i sin oprindelige form, er en del af Ceres Bryggeriets oprindelige bygninger, og har tidligere været anvendt til lagring og prøvetagning. I dag sætter bygningens historie, og tidligere funktion som industribygning, et stort præg på renoveringen, hvor det industrielle og rå udtryk er blevet bevaret.
Industrihistorie bevaret i moderne rammer
I arbejdet med Ceres bygningen er fire etager omdannet til kontor, og samtidig er der indrettet restaurant med tilhørende eventlokaler i den ene del af bygningen. Eventlokalerne har til huse i de gamle ølkældre, som er karakteriseret ved smukke store hvælv i loftet, der er nænsomt bearbejdet og bevaret. Rummets funktion som eventlokale er understøttet med tiltag, som forbedrer akustikken – fx akustikpaneler i egetræ.
På kontoretagerne, som hver især har forskellig karakter med fx skiftende loftshøjder, skrå vægge og vinduesplaceringer, er der arbejdet med at fremhæve de enkelte etagers kvaliteter, så hvert lejemål fremstår med en særlig karakter og historiske detaljer. Eksempelvis har man i stueetagen bevaret de karakteristiske hvælvede tegllofter, som er bearbejdet med støvbinder og holdes oppe af fladjern, der med tiden vil ruste og understrege det industrielle udtryk. I hele det åbne kontorlandskab er der desuden arbejdet med synlige installationer og råt betongulv.
For at understøtte et godt arbejdsmiljø er der tilstræbt at trække mest muligt naturligt dagslys ind i de gamle bygninger, og i hele det åbne kontormiljø er der, ligesom i eventlokalerne, blevet arbejdet med akustikforbedrende løsninger – fx er anvendt akustikpuds på vægge og lofter, lyddæmpende billeder og akustiklameller i egetræ på endevæggene, som har både et æstetisk og praktisk formål.