Aalborg
AAU Science and Innovation Hub
Et flot og spændende knudepunkt og udstillingsvindue for tværvidenskabelig forskning, innovation, entreprenørskab samt talent- og virksomhedsudvikling i Aalborg. Bygningsstyrelsen valgte i samarbejde med Aalborg Universitet og A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal det tværfaglige team bestående af COBE, STED og Sweco, det tidligere OJ Rådgivende Ingeniører, som rådgivere på projektet. MT Højgaard A/S var hovedentreprenør på projektet.
- Bygherre
- Bygningsstyrelsen
- Arkitekt
- Cobe, STED
- Entrepriseform
- Partnerskab
- Størrelse
- 8.500 m2
- Udført
- 2018-2022
- Ydelser
- Projektering af anlægsarbejder, konstruktioner, VVS og ventilation og elinstallationer, Brandrådgivning, Byggeledelse, Fagtilsyn
Visionen var at skabe et byggeri, der fremmede innovation og iværksætteri på tværs af fag. Ved at skabe rammerne for møder mellem forskellige fagligheder på Aalborg Universitet, er der grundlag for, at flere nye forretningsideer, kreative processer og produkter kommer til verden. AAU Science & Innovation Hub består blandt andet af innovationslaboratorier, digitale værksteder, faciliteter til virksomhedssamarbejde, inkubatormiljø, kontormiljøer samt en række offentligt tilgængelige rum såsom auditorium, kantine mm.
En inviterende og dynamisk bygning
AAU Science & Innovation Hub er en inviterende og dynamisk bygning. Bygningen er tegnet som en langstrakt, nøgtern, terrasseret bygning, der indpasser sig landskabet på campus og skaber nye forbindelser og bymæssig fortætning. Bygningen åbner op til alle sider og inviterer indenfor, ligesom den langstrakte form giver gode muligheder for at mødes på tværs i bygningens indre, der er organiseret som en overskuelig, fleretagers gade med små indre ”garager” med henvisning til, at garagen har dannet ramme for nogle af verdens mest succesfulde iværksættere.
Bygningen er 8.500 m² brutto inklusiv kælder. Dertil ca. 11.480 m² udearealer, der tilvejebringer vigtige, nye forbindelser og ankomstrum samt rekreative opholdsarealer.
Rammeaftale med Bygningsstyrelsen
AAU Science & Innovation Hub er udført som en del af Swecos, det tidligere OJ Rådgivende Ingeniørers, rammeaftale med Bygningsstyrelsen. Aftalen omfatter bygherrerådgivning i forbindelse med både nybyggerier og eksisterende byggerier, herunder blandt andet primært på universitets- og kontorbyggerier samt omdannelse af styrelsesbyggerier i forbindelse med udflytning af styrelser.
Projektet er udført efter Bygningsstyrelsens New Partnering-model. Denne samarbejdsmodel går helt grundlæggende ud på, at alle parter inddrages tidligt i processen og indgår i et åbent og tillidsfuldt samarbejde med fokus på at aflevere et projekt af høj kvalitet til aftalt tid og budget.
Brugen af træ i byggeriet
Træ er en fremtrædende del af AAU Science & Innovation Hub byggeriet, hvor træ både er indtænkt i bygningens yderside og indvendige vægge. Bygningsfacadens indersider er beklædt af træpaneler. Det samme er tilfældet med nogle af de indvendige vægge. Derudover består facadens solafskærmning af massive laminerede granlameller og er derfor konstrueret med tykke lag af lamineret grantræ. Udover, at træ i byggeriet bidrager til en indbydende atmosfære og et sundt indeklima, er det samtidig også CO2-besparende, med til at optimere energieffektiviteten og sikre anvendelse af mere bæredygtigt byggemateriale.
Bygningspræmiering 2022
På samme dag som den officielle indvielse blev bygningen også præmieret med en bygningspræmiering. Prisen uddeles hvert år af Komiteen for bygningspræmiering i Aalborg, og tildeles byggerier, der skiller sig ud inden for godt, sundt og smukt byggeri.
Det nye tværfaglige hus på Aalborg Universitet blev præmieret for at være “et åbent og inspirerende byggeri, der binder campus sammen”. Det blev desuden bemærket, at ”bygningen udstiller sit indhold til inspiration for studerende og forbipasserende. Inde er det især stueetagens organisering med en offentlig rambla, der underbygger projektets vision, og ude er det facaden og mødet med omgivelserne”.