Busfremkommelighed kan sikre en god rejseoplevelse

Der er mange, der til dagligt bruger den offentlige transport til at komme eksempelvis til og fra arbejde. Det betyder derfor også meget, at den offentlige transport er stabil, hvilket blandt andet øget busfremkommelighed kan være med til at sikre. Det, at forskellige faktorer i forhold til transport kan have stor betydning i folks hverdag, er også på dagsordenen i Swecos seneste Urban Insight rapport.

Swecos Urban Insight rapporter tager alle udgangspunkt i indbyggerperspektivet. Den seneste ser på rejsetid og begrebet "travel time budget", der blandt andet beskriver de mange faktorer, der spiller ind i den måde indbyggerne tilrettelægger deres daglige transport. Her spiller de rejsendes perspektiv en central rolle i forhold til at forstå deres transportbehov, og der inddrages derfor flere udsagn fra en række indbyggere. Blandt andet et fra Christine, der er en 36-årig enlig mor, som til daglig er afhængig af offentlig transport for at få sin hverdag til at hænge sammen.

"Når bussen er forsinket, eller når hun ikke har mulighed for at få en ven til at passe datteren, Audrey, bliver Christine mindet om, hvor sensitiv hendes hverdag er i forhold til uforudsigelige begivenheder. Hun finder det derfor svært at slappe af under pendlerturen til og fra arbejde." Sådan beskrives Christines udfordringer i rapporten, og det er nok genkendeligt for mange.

I arbejdet med byplanlægning og infrastruktur er et af de væsentlige områder derfor også at designe løsninger, der skaber stabilitet i den offentlige transport, så indbyggerne, der til dagligt bruger transporten, har en god oplevelse og kan bruge turen som et pusterum. En af tilgangene til at opnå dette er ved at øge busfremkommeligheden, hvilket vil sige at forbedre forholdene for busserne i infrastrukturen, så transporten eksempelvis er mindre påvirkelig af myldretidstrafikken.

Busfremkommelighed på Blegdamsvej
På Blegdamsvej i København er Københavns Kommune sammen med Sweco netop i gang med sådan et projekt, hvor indbyggernes oplevelse er i centrum. Her skal flere tiltag nemlig være med til at forbedre servicen for de rejsende på den travle buslinje 3A.

"Vi har udarbejdet en række løsninger, der skal forbedre bussernes fremkommelighed på strækningen. I fremtiden vil der derfor være separate busspor, så busserne ikke forsinkes af den øvrige trafik. Derudover har vi arbejdet med signaltekniske tiltag, så busserne prioriteres ved lyskryds og får grønt lys før de andre trafikanter," fortæller Jacob Rasmussen, der er projektleder i vejafdelingen i Sweco.

Der bliver desuden, som en del af projektet, skabt øget sammenhæng mellem bus- og banebetjeningen, forbedrede forhold ved stoppestederne på ruten og fokus på at sikre gode forbindelser ved de store trafikknudepunkter.

Læs også: Urban Insight: Trafikknudepunkter er afhængig af god cykelparkering

Vigtigheden af indbyggernes perspektiver
Hvad kan indbyggernes perspektiv bidrage med, når spørgsmålet overordnet går på, hvordan rejsetid og byplanlægning bedst muligt kan tænkes sammen? Det, der særligt stilles skarpt på i rapporten, er, at fart eller nærmere minimering af rejsetid ofte er i centrum i mange løsninger. Når vi kigger tilbage i tiden, er den daglige rejsetid dog forblevet stabil på 70-80 minutter – også selvom transportmulighederne og farten har ændret sig drastisk. Når transporttiden minimeres, resulterer det derfor ofte i, at indbyggerne i stedet rejser længere.

Dette er ikke nødvendigvis negativt, for det viser, hvordan et land kan bindes mere sammen, hvis rejsetiden mellem en række byer forkortes. Indbyggernes perspektiv i rapporten viser dog, at der er mange faktorer, der påvirker deres daglige transportvalg- og tid, og at der er behov for flere forskellige transportmuligheder. En by med urbane strukturer, hvor der primært er fokus på hastighed, ville derfor ikke nødvendigvis kunne afhjælpe de problemstillinger, som indbyggerne i rapporten berører.

I rapporten kan du læse om begrebet travel time budget og den nærmest universelle lov om den gennemsnitlige rejsetid på 70-80 minutter samt få indblik i alle indbyggerperspektiverne.

Læs hele rapporten og dens anbefalinger her.

I Urban Insight beskriver Swecos eksperter vilkårene for det gode byliv i Europa ved at dele spændende viden om bæredygtig byudvikling set fra et indbyggerperspektiv. Læs mere på swecourbaninsight.com

Cookie- og privatlivspolitik

Websitet anvender cookies, der hjælper med at indsamle oplysninger om besøgende på sweco.dk. Sweco bruger oplysningerne til at forstå, hvordan besøgende bruger websitet og til at kunne foretage nødvendige forbedringer. De cookies, som bruges, er ikke personlige data. Hvis du ikke vil acceptere Swecos cookiepolitik, kan du deaktivere den i din browser. Du vil dermed kunne besøge Swecos website uden at dit besøg bliver overvåget.