El, gas eller brint – der er mange veje væk fra de fossile brændstoffer

Den danske transportsektor udvikler sig i en grønnere retning, og flere kommuner får afdækket mulighederne for både el- og gasbilisme. Der er dog fortsat nogle barriere, der bremser brugen af de grønne alternativer - ikke kun i Danmark, men i hele Europa.

Lydløse el-skraldebiler og gasdrevne busser og skraldebiler fylder mere og mere i trafikbilledet i dag og illustrerer, hvordan den daglige trafik fortsat kan køre rundt uden diesel og benzin. Den grønne omstilling af transportsektoren er fortsat på agendaen, og flere kommuner, styrelser, forsynings- og trafikselskaber har derfor også i de senere år fået undersøgt både de tekniske og økonomiske muligheder i forhold til flere forskellige alternative brændstoffer.

”Der er mange, eksempelvis kommuner, der ønsker at bidrage til den grønne omstilling af transportsektoren, men det kan være svært at træffe den rigtige beslutning om, hvilken vej man ønsker at gå, da der er mange faktorer, der spiller ind – både miljømæssige og økonomiske konsekvenser af brugen samt overvejelser om modenhed af de tekniske løsninger,” fortæller Ask Tonsgaard Brüel, der er gruppeleder for energiområdet i Sweco.

Det er rigtig positivt, at der kigges på forskellige alternativer, da der i fremtidens energisystem vil være behov for flere forskellige typer af vedvarende energi – og det samme gælder i forhold til transportsektoren

Sweco har blandt andre rådgivet Midttrafik og Udbudsnetværket for affaldsindsamling (Vestforbrænding, Amagerforbrænding samt Frederiksberg, Aarhus og Københavns kommuner) og Reno Sams arbejdsgruppe for affaldsindsamling i forhold til alternative drivmidler, hvilket giver dem et oplyst grundlag at træffe beslutningen ud fra. De alternative drivmidler, der primært kigges på, er el, brint og biogas, og det er også disse, der fremhæves i Swecos seneste Urban Insight rapport, der udforsker udviklingen og brugen af alternative drivmidler rundt om i Europa.

”Det er rigtig positivt, at der kigges på forskellige alternativer, da der i fremtidens energisystem vil være behov for flere forskellige typer af vedvarende energi – og det samme gælder i forhold til transportsektoren, hvor der også vil være behov for en kombination af bæredygtige alternativer. Her vil el højst sandsynligt spille en bærende rolle i forhold til personbiler, mens biogassen må forventes at få en væsentlig rolle i den tunge transport,” siger Ask Tonsgaard Brüel.

Udviklingen af el-transporten i Danmark
I Frederiksberg Kommune er larmen fra skraldebilerne tidligt om morgenen ikke så stort et problem længere, da næsten lydløse el-skraldebiler siden 2013 har kørt rundt i de frederiksbergske gader. Det er et af de gode eksempler på, hvordan el-transporten har udviklet sig og bruges ude i kommunerne.

Der er dog fortsat udfordringer på området. En analyse af potentialerne af elbilisme i landdistrikter, som Sweco udarbejde i samarbejde med Ringkøbing-Skjern Kommune, viste, at der fortsat var både tekniske og økonomiske udfordringer på området. De to største barrierer var behovet for en bedre ladeinfrastruktur og længere rækkevidde per opladning. Det er netop også de faktorer, der peges på i Urban Insight rapporten. Her beskrives det, at der fortsat mangler adgang til ladestationer på tværs af Europa for, at det for alvor bliver nemt at tage elbilen på tur, og at de ladestationer, der er til rådighed, ofte er overfyldte, hvilket skaber flaskehalse. En af konklusionerne er derfor, at det er nødvendigt med flere ladestationer og en mere sammenhændende el-infrastruktur, hvis elbiler skal udbredes mere end i dag.

Derudover nævner rapporten politiske initiativer som helt centrale for at fremme de alternative drivmidler. Der er behov for tiltag, der kan drive en udvikling, hvis målet om at sikre en transportsektor, som er mindre afhængig af fossile brændstoffer, skal opnås. I rapporten kan du læse alle anbefalingerne til, hvad der kan bidrage til at drive udviklingen af de forskellige teknologier.

Læs hele rapporten og dens anbefalinger.

I Urban Insight beskriver Swecos eksperter vilkårene for det gode byliv i Europa ved at dele spændende viden om bæredygtig byudvikling set fra et indbyggerperspektiv. Læs mere på swecourbaninsight.com.

Cookie- og privatlivspolitik

Websitet anvender cookies, der hjælper med at indsamle oplysninger om besøgende på sweco.dk. Sweco bruger oplysningerne til at forstå, hvordan besøgende bruger websitet og til at kunne foretage nødvendige forbedringer. De cookies, som bruges, er ikke personlige data. Hvis du ikke vil acceptere Swecos cookiepolitik, kan du deaktivere den i din browser. Du vil dermed kunne besøge Swecos website uden at dit besøg bliver overvåget.