Den nye Kolding Bypark bliver i sandhed borgernes byrum

Kolding Bypark står foran en større forvandling, når der laves et nyt regnvandsbassin i parken, som skal være med til at klimasikre Kolding By. Samtidig skal det være med til at gøre parken endnu mere levende og naturskøn; her er det borgerne, som i høj grad har haft indflydelse på parkens nye identitet.

Når koldingenserne sidst på sommeren tager en søndagstur i Kolding Bypark, vil de blive mødt af et anderledes landskab, hvor der blandt andet vil sno sig et nyt vandløb rundt i parken omkranset af en ny blomstereng. Selvom det hele vil være nyt, burde det nye landskab gerne vække genklang hos borgerne, som nemlig har haft en bærende rolle i udformningen af den nye Kolding Bypark.

”Der har tidligt i processen og løbende undervejs været fokus på borgerinddragelse i projektet, så det er deres fortælling om, hvad de synes parken skal kunne og være, der har drevet udviklingen af projektet, og det er en opgave borgergruppen med en fantastisk og smittende energi har grebet. Der er blevet taget højde for unge som gamle og behov for leg såvel som fordybelse, så parken tilbyder alle byens borgere noget. Det sikrer et resultat med fuldt ejerskab for alle parter og et projekt, hvor teknik og borgerinddragelse går hånd i hånd,” fortæller projektleder fra Sweco Rikke Hedegaard Jeppesen, som i tæt samarbejde med medarbejderne i Klimavand i Kolding har udarbejdet det nye projekt.

Det bliver mere og mere tydeligt i dag, hvor vigtigt det er at forstå, hvad der virker lokalt, og hvad der driver byens borgere og har betydning for dem i hverdagen. Det er denne indsigt, der er afgørende for, at det er muligt at designe både bæredygtige, men også attraktive bymiljøer. En tankegang som Kolding Bypark-projektet taler direkte ind i, men som også italesættes direkte i Swecos nye initiativ Urban Insight, som gennem en række rapporter set fra borgerperspektivet udforsker, hvordan urbane konstruktioner og rum, kan give mest værdi til borgerne og de innovative løsninger, der er behov for.

Besøg Urban Insights hjemmeside og læs rapporterne

Naturskøn klimasikring
Kolding Bypark er allerede en velbesøgt park i dag og en naturlig overgang mellem byen og den storslåede natur omkring Marielundssøen. Derudover er parken en vigtig brik i klimatilpasningen af Kolding Midtby, hvor der som led i den generelle klimatilpasning af kloaksystemet i Kolding Kommune skal laves et regnvandsbassin, som kan håndtere minimum 3000 m3 regnvand og derved aflaste kloakken under eksempelvis skybrud.

Der er blevet taget højde for unge som gamle og behov for leg såvel som fordybelse, så parken tilbyder alle byens borgere noget.

Klimaudfordringer er noget, mange kommuner i dag oplever at skulle løse, da kloakkerne rundt om i Danmark ikke er i stand til at håndtere de øgede regnmængder under blandt andet skybrud. Der er derfor klimasikringsprojekter i gang mange steder rundt om i landet. Der er dog mange forskellige måder at løse klimaproblemstillingen på.

”Mange steder graver man, hvilket kan være nødvendigt, men i nogle tilfælde kan man så og sige udnytte problemet i stedet for at gemme det væk og skabe projekter, hvor man bruger regnvandet til at forskønne byområder, så det får lidt mere natur og liv. Netop som man har gjort i Kolding Kommune,” siger Rikke Jeppesen.

Læs også: Bro og klimasikring giver plads til leg

Den nye klimatilpassede bypark vil, hvis alle planerne lykkedes, byde på nye opholdsrum og mødesteder med ro og plads til fordybelse samt aktiviteter som byhaver, bålplads og hængekøjer – alt sammen med fokus på, at det giver værdi for borgerne og skaber sammenhæng til Marielundskoven, Legeparken og Koldinghus. I

Urban Insight beskriver Swecos eksperter vilkårene for det gode byliv i Europa ved at dele spændende viden om bæredygtig byudvikling set fra et indbyggerperspektiv. Læs mere på swecourbaninsight.com.


Cookie- og privatlivspolitik

Websitet anvender cookies, der hjælper med at indsamle oplysninger om besøgende på sweco.dk. Sweco bruger oplysningerne til at forstå, hvordan besøgende bruger websitet og til at kunne foretage nødvendige forbedringer. De cookies, som bruges, er ikke personlige data. Hvis du ikke vil acceptere Swecos cookiepolitik, kan du deaktivere den i din browser. Du vil dermed kunne besøge Swecos website uden at dit besøg bliver overvåget.