Cykel, bus eller bil? Både mobilitet og vaner skal tænkes ind

Nye tal fra Vejdirektoratet viser, at danskerne foretrækker bilen – fra 2009 til 2017 har der været en stigning på 17,5 pct. af antallet af bilister på de danske veje, mens antallet af cyklister og passagerer i det offentlige for samme periode er faldet. Vi har talt med Nicolai Rimme, som er en af Swecos eksperter indenfor trafik og veje, om tallene og arbejdet med at gøre cyklen, bussen eller toget mere attraktivt.

Hvad er Vejdirektoratets tal udtryk for?
"Først og fremmest er det et udtryk for, at bilen fortsat er et attraktivt transportvalg, og samtidig at der mangler incitament til at vælge bilen fra og cyklen eller det offentlige til. Der kan være flere elementer, som spiller ind i det regnestykke, eksempelvis prisen på det kollektive, rejsetiden og bekvemmelighed. Med bilen slipper man for skift undervejs i rejsen fra a til b, og det gør bilen attraktiv, også selvom det offentlige eller cyklen faktisk i nogle tilfælde kan være en hurtigere løsning."

"Tallene går, som det er blevet påpeget i medierne i dag, imod den ønskede udvikling for Danmark - udtrykt i den grønne trafikaftale fra 2009 - og de understreger derfor behovet for at gøre cyklen og den offentlige transport til en stærk konkurrent. Hvis udviklingen skal vendes, kræver det, at cykler og offentlige transportmidler fremadrettet prioriteres i alle infrastruktur- og byudviklingsprojekter."

Hvordan gør man det mere attraktivt at tage cyklen eller det offentlige?
"Her er fleksibilitet et af nøgleordene, i hvert fald når det gælder den offentlige transport. Det er nemlig her bilen blandt andet har sin styrke. For at det offentlige skal være attraktivt, er det vigtigt, at det kører ofte, så det er fleksibelt, og at de skift, der evt. skal foretages, passer sammen tidsmæssigt og er nemme at foretage. Derudover er rettidighed altid uhyre vigtigt, da det for mange hurtigt kan resultere i et fravalg af det offentlige, hvis det ikke er muligt at regne med rejsetiderne – her er blandt andet minimering af driftsforstyrrelser afgørende."

"Når det kommer til cyklen, så begrænser distancen selvfølgelig, hvornår cyklen er et oplagt transportmiddel. Derfor er der to elementer, der er særligt vigtige i forhold til cykeltrafik; et veludbygget og sikkert cykelstinet og sammenhæng mellem offentlig transport og cykelstierne, så de nemt og effektivt kan kombineres og derved muliggøre brugen af cyklen over længere distancer."

Hvilke konkrete tiltag kan være med til at vende udviklingen?
"I infrastrukturen er der en række tiltag, der kan gøre bussen og cyklen mere attraktiv. Vi arbejder eksempelvis med at sikre øget busfremkommelighed, hvilket kan gøres gennem specifikke busbaner eller ved signalstyring, så busserne hurtigere får grønt eller får grønt før de andre bilister. Det er med til at minimere forsinkelser og gøre, at bussen bliver et bedre alternativ frem for bilen i bytrafikken. Derudover arbejder vi med ombygning af stationer, så der skabes en klar sammenhæng mellem de forskellige transportmuligheder, hvilket igen skaber tidsbesparelser og gør turen med det offentlige lettere."

"Det vigtigste tiltag ligger dog udenfor det ingeniørfaglige område. Vi er alle vanemennesker, og derfor handler det også i høj grad om at få ændret danskernes vane med at tage bilen – og det er selvfølgelig nemmere at ændre en vane, hvis alternativet, der tilbydes, er attraktivt."

"I de mulige tiltag er det dog vigtigt at være opmærksom på de store regionale forskelle i infrastrukturen. I Storkøbenhavn og de andre store byer i Danmark er mulighederne for at bruge offentlig transport nogle helt andre end uden for byerne, hvor der er væsentligt færre muligheder og afgange. Derfor vil der være behov for forskellige løsninger."

Swecos Urban Insight sætter det på dagsordenen
I år har Sweco lanceret det nye initiativ Urban Insight, hvor Swecos eksperter i en række rapporter beskriver vilkårene for det gode byliv i Europa ved at dele spændende viden om bæredygtig byudvikling set fra et indbyggerperspektiv. Temaet for i år er Urban Move og taler derfor netop ind i denne udfordring. Den næste rapport "Infrastructure – Travel time budget", der udkommer i marts dykker særligt ned i de potentialer, der ligger i at optimere rejsetiden på eksempelvis offentlig transport.

Du kan læse mere om Urban Insight initiativet og den første rapport, der omhandlede nye forståelser af, hvordan broer og tunneller kan bidrage til øget værdi for by og indbyggere på swecourbaninsight.com.

 

Cookie- og privatlivspolitik

Websitet anvender cookies, der hjælper med at indsamle oplysninger om besøgende på sweco.dk. Sweco bruger oplysningerne til at forstå, hvordan besøgende bruger websitet og til at kunne foretage nødvendige forbedringer. De cookies, som bruges, er ikke personlige data. Hvis du ikke vil acceptere Swecos cookiepolitik, kan du deaktivere den i din browser. Du vil dermed kunne besøge Swecos website uden at dit besøg bliver overvåget.