Danmarks nye energilandskaber kalder på en vigtig diskussion af, hvordan vi intelligent og nænsomt skaber nye landskaber, som vi alle har et forhold til. Det starter og slutter i det nære.

Debatindlæg i Byrummonitor af Kim Flensborg, Sweco Architects og energiplanlægger Kasper Qvist, Sweco

Vi skal tænke på islandsk, hvis vi skal undgå, at Danmarks mange nye energiparker bliver fremmedgørende elementer i landskabet, der skaber modstand og vrede blandt lokale borgere.

 Som bekendt har Staten udpeget placeringen af et stort antal energiparker i Danmark. Vi er allerede i gang, men før vi kaster os over at bygge store tekniske anlæg, bør vi tage en nødvendig diskussion om det landskab, vi efterlader til kommende generationer. Energianlæggenes størrelse rummer en risiko for at udviske det oprindelige landskab og de karaktertræk, der kendetegner landskabet i dag. Dermed ryger den genkendelighed og tilknytning, vi som lokale borgere sætter pris på.

Eva M. Reynisdóttir Wind peger i et indlæg i Byrummonitor på en vigtig pointe, når hun fortæller, at man i Islandsk planlægning arbejder med et hensyn, der drejer sig om det, der ikke umiddelbart kan ses med det blotte øje. At man tager hensyn til landskabets fortælling; bjerge, sten, klitter, der har en særlig betydning i lokalsamfundet.

Man kommer til at tænke på Bruce Chatwins roman Drømmespor, der handler om Australske aboriginals’ kortlægning af det australske landskab, fortalt gennem sang. Det er en mundtlig overlevering af deres vandring gennem landet, hvor et særligt træ, en særlig klippe er genkendelige elementer, som knytter den oprindelige befolknings historie til bestemte steder.

Vi skal ikke diskutere nødvendigheden af den grønne omstilling og heller ikke rigtigheden af at placere nye elementer i landskabet. Men det er vigtigt, at det der skal erstatte landbrugsland, gravhøje og skove ikke bliver et uformidlet teknisk landskab af solceller, vindmøller og kemiske fabrikker.

Derfor bør vi diskutere, hvordan vi kvalificerer de enkelte projekter, hvordan vi intelligent og nænsomt skaber nye landskaber, som vi alle har et forhold til. Hvordan tænker vi i højere grad den lokale tilknytning ind? Hvordan udvikler vi biodiversiteten? Hvordan omsætter vi den Grønne Treparts intentioner om at udtage lavbundsjorder og etablere mere skov? Og hvordan gør vi energilandskaber til attraktive steder, der potentielt kan danne grobund for lokale initiativer?

Opgaven er kompleks og kræver involvering af myndigheder, lokale og mange fagligheder på et niveau, vi ikke hidtil har kendt. Det, vi kan vinde, er til gengæld højt kvalificerede landskaber og lokal tilfredshed.

Det starter og slutter i det nære – måske skulle man tænke det lidt mere på Islandsk?