0 af 0 for ""

  1. Oktober 2024

Sweco vinder flere store projekter og indgår nyt partnerskab i stærkt tredje kvartal

Arkitekt- og ingeniørrådgiveren leverer endnu en gang et stærkt kvartalsresultat.

Sweco Danmark offentliggør i dag resultaterne for tredje kvartal, som viser fortsat vækst og positiv udvikling på trods af et marked præget af usikkerheder. Via organisk vækst og strategiske opkøb er omsætningen steget med 27 % sammenlignet med tredje kvartal 2023, mens indtjeningen (EBITA-margin) lander på 14,3 %. Kvartalet bød også på en stor ordreindgang og en tilsvarende høj ordrebeholdning.

Blandt større projekter i tredje kvartal er Swecos rolle i ’Fremtidens Folketing’. Sweco skal levere alle ingeniørfag samt ydelser inden for bæredygtighed og arbejdsmiljøkoordinering som en del af rådgiverteamet på projektet, der har til formål at forbedre adgangen til Folketinget og give flere borgere mulighed for at opleve demokratiet tæt på.

Det var også i tredje kvartal, at Sweco kunne offentliggøre et nyt partnerskab med Danske Bank, Realkredit Danmark og klimatech-virksomheden comundo. På tværs af Norden skal Sweco hjælpe bankens ejendomskunder med at reducere CO2-udledningen og leve op til fremtidige bæredygtighedskrav.

”Vi er stolte over, at både nye og eksisterende kunder i stigende grad vælger Sweco som deres rådgiver  – uanset om det drejer sig om mindre projekter, store projekter som Folketinget eller strategiske samarbejder. Vores tværfaglige og integrerede tilgang er stærkt efterspurgt, og vi ser det tydeligt i den voksende efterspørgsel på bredden i vores kompetencer på tværs af hele forretningen,” siger Dariush Rezai, CEO Sweco Danmark.

Den positive udvikling betyder, at Sweco fortsætter med at rekruttere medarbejdere til alle forretningsområder og til virksomhedens 17 kontorer rundt om i landet .

Nøgletal for tredje kvartal 2024
  1. Omsætningen er steget med 27 % sammenlignet med tredje kvartal 2023 via organisk vækst og strategiske opkøb
  2. Indtjeningen i tredje kvartal (EBITA-margin) lander på 14.3 %
  3. Omsætningen er steget med 29 % sammenlignet med de tre første kvartaler i 2023 og lander på 1,67 mia. DKK
Kristian Torp

Kristian Torp

Presseansvarlig