Solidt første kvartal for Sweco Danmark

Solidt første kvartal for Sweco Danmark

16 maj 2017
Årets første tre måneder har resulteret i en EBIT margin på 7,6% for Sweco Danmark eller DKK 23,7 millioner – en forbedring på hele 6,4% set i forhold til første kvartal 2016. Omsætningen lød på DKK 304 millioner, som er lig med en organisk vækst på 15% i forhold til samme tid sidste år.

"Vi er tilfredse med vores performance i første kvartal af året, og det er dejligt at se, at vi kan fortsætte den positive linje fra sidste år, hvor vi kom ud med et historisk godt resultat. Det danske marked for ingeniørrådgivning er positivt og specielt inden for byggeri i de større byer, ser vi stor travlhed. Markedet for infrastruktur er desuden stabilt, ligesom det også er det inden for energisektoren,"  lyder det fra Finansdirektør Steen Pinnerup.

De positive resultater skal dog også ses i lyset af medvind fra kalenderåret, da første kvartal bød på flere arbejdsdage end det gjorde i 2016.

"For en rådgivningsvirksomhed som vores har det stor betydning for regnskabet, at vi i første kvartal har haft fire arbejdsdage mere i 2017 end i 2016 på grund af, hvordan påsken er faldet. Det er er man nødt til at tage med, når man kigger på væksten,"  tilføjer Steen Pinnerup og slutter:

"Generelt oplever vi et gunstigt marked, hvor der er brug for vores ydelser, og hvor kunderne er meget tilfredse med vores indsats. Vi forventer, at resten af året ligeledes vil udvikle sig positivt, og vi vil bestræbe os på at fortsætte den gode indsats for vores kunder og være den mest imødekommende og engagerede partner med anerkendt ekspertise."

Se Sweco Groups kvartalsregnskab for Q1 2017.