Sweco gør gymnasieelever klogere på forurenet jord

Sweco gør gymnasieelever klogere på forurenet jord

30 september 2016
Eleverne fra 2.u på Aalborg Hus Gymnasium fik i sidste uge besøg af Swecos eksperter, som dels underviste i forurenet jord dels udbredte kendskabet til de naturvidenskabelige fag.

I geografiundervisningen blev eleverne introducerede til det arbejde, som Sweco laver i forbindelse med forurening i jord, grundvand og poreluft. Swecos kunde Region Nordjylland blev ligeledes inddraget i undervisningen og holdt foredrag om myndighedens opgaver og ansvar i forbindelse med forurenede grunde.

Eleverne skulle efterfølgende forsøge sig med feltarbejde på en konkret grund og se nærmere på, hvilke målinger, der foretages under en forureningsundersøgelse – f.eks. poreluftmålinger, overfladeprøver og borearbejde med borerig. Projektet skal nu afsluttes med en rapport, som indeholder analyseresultater og konklusion på de forskellige typer af prøver udtaget på feltarbejdet.

Sweco i samarbejde med Jet-Net
Swecos undervisning på Aalborg Hus Gymnasium er en del af samarbejdet med Jet-Net.dk, et landsdækkende netværk, der samler elever og erhvervsliv om natur og teknik.

Sweco har gennem flere år været en aktiv del af Jet-Net. Vi støtter formålet om at øge elevers interesse for naturvidenskab og teknologi, så flere vælger en uddannelse inden for områderne.

Der er i dag mere end 55 danske skoler og internationale virksomheder, som er medlem af Jet-Net.dk.

Girls' Day in Science
Swecos næste arrangement i forbindelse med Jet-Net bliver Girls' Day in Science. Arrangementet er en tilbagevendende begivenhed, som i år bliver afholdt den 30. november. Det er en dag, som igen sætter fokus på de naturvidenskabelige uddannelser, men denne gang kun for piger.

Guldberg Skole på Nørrebro i København er den skole, som Sweco samarbejder med. De vil sende 25 friske piger fra 9. klasse, som vil få en sjov dag i naturvidenskabens tegn.

Har du spørgsmål til projektet på Aalborg Hus Gymnasium, Girls' Day in Science eller samarbejdet med Jet-Net.dk, er du velkommen til at kontakte Jacob Steffensen eller Johanne Wibroe.