Sweco DGNB-certificerer de første bygninger i drift

Sweco DGNB-certificerer de første bygninger i drift

7 december 2016
For første gang har Sweco DGNB-certificeret bygninger, som allerede er i drift. Muligheden for certificering i nye såvel som eksisterende bygninger betyder, at Sweco fremover kan sætte endnu mere fokus på energi- og bæredygtighedstiltag, som kan optimere bæredygtigheden.

Certificeringen er en del af et pilotprojekt, som siden februar 2016 har haft til formål at opstille en bæredygtighedsklasse for bygninger i drift. Projektet blev skudt i gang af Green Building Council Denmark, og Sweco har stået for at DGNB-certificere Lejerbos hovedsæde, samt at bistå ATP Ejendomme med deres certificering af Gjensidiges Hovedsæde. Begge ejendomme opnåede en sølv-certificering tirsdag den 6. december.

Overordnet set har DGNB-certificeringerne gennem de sidste par år vundet større og større indpas inden for dansk byggeri – og nu også for eksisterende bygninger:

”Certificeringer er en rigtig god måde at sikre ensartethed i måden, man vurderer bygningers bæredygtighed. At vi nu kan DGNB-certificere bygninger i drift giver mulighed for at sætte fokus på alle de mange energi- og bæredygtighedstiltag, man kan sætte i gang for at optimere bæredygtigheden i eksisterende byggerier,” siger fagchef for bæredygtighed i Sweco, Camilla Dyring.

Formålet med bæredygtighedscertificering af bygninger i drift er at sætte fokus på, hvilke bæredygtighedsaspekter bygningen og bygningsdriften klarer sig godt på, men også at synliggøre forbedringsmuligheder for bygningsejer. Det er derefter op til den enkelte bygningsejer at vurdere, om de vil foretage forbedringer af deres byggeri eller drift.

Certifikatet for DGNB-certificering af en eksisterende ejendom er gyldigt i tre år. Afhængig af bygningsejerens ambitionsniveau kan denne vælge at forbedre og optimere områder, hvor bygningen ikke klarer sig så godt, og dermed opnå en højere score ved gencertificeringen.

For mere information:

Camilla Dyring, fagchef for bæredygtighed. E: camilla.dyring@sweco.dk T: 4348 4528
Torsten Esbjørn, Markedsdirektør inden for byggeri.  E: torsten.esbjorn@sweco.dk T: 4348 4646