0 af 0 for ""

Mikroplast

Sweco skal projektleder et nyt stort studie, der skal klarlægge problemerne med mikroplast i naturen og udvikle teknologier til at rense for mikroplasten, der kan ende i vores fødekæde.

Dæk, skosåler og vejstriber er nogle af de største kilder til udledning af mikroplast i naturen. I de senere år har de populære kunstgræsbaner med gummigranulat også været udskældt, fordi man frygter, at mikroplasten forsvinder ud i naturen, når fodboldspillere og regnskyl tager millioner af bittesmå plaststykker med sig fra banerne. Ifølge projektchef i Vand & Klima og ph.d. i Environmental Engineering, Hanne Løkkegaard er kritikken forfejlet, fordi teorien om, hvor de mange tons gummigranulat, der hvert år køres ud på banerne, ”forsvinder” hen, grundlæggende er forkert.

”Vi forventer, at de største kilder til mikroplast er dæk, vejstriber og skosåler og først langt nede på listen kommer kunstgræsbaner. Selvom der nok transporteres en del gummigranulat ud i naturen via fodboldstøvler og regnskyl, forsvinder størstedelen af granulatet faktisk ned i selve underlaget, hvor det med tiden bliver presset sammen. Men vi har endnu for få målinger af udledningen af mikroplast til at kunne vurdere, om de teoretiske niveauer også passer i virkeligheden. Det skal vi afdække i projektet,” forklarer Hanne Løkkegaard fra Sweco.

Der er endnu ikke foretaget målinger af udledningen af mikroplast fra kunstgræsbaner i Danmark. I det nye projekt skal vi måle på udledningerne og se på mulighederne for at rense drænvandet fra kunstgræsbaner.

Dæk er nok den største synder

Det store studie, der er et udviklingsprojekt under Miljøstyrelsens MUDP-pulje, skal bl.a. udvikle nye renseteknologier og bidrage til FN’s verdensmål nr. 14 om at reducere belastningen i havet. Teoretiske beregninger tyder på, at de regnvandsbetingede udledninger er langt de største bidragsydere til mikroplast i vandmiljøet. Specielt betyder vejvandets indhold af afriv fra dæk meget, og mikroplast fra dæk er vurderet til at udgøre ca. 60 % af den samlede mikroplastbelastning til vandmiljøet.

”Der er foretaget et stort antal undersøgelser, men det har endnu ikke være muligt at påvise en væsentlig effekt ved de niveauer af mikroforureninger og mikroplast, som findes i naturen. Det betyder dog ikke, at vi med sikkerhed kan fritage mikroplasten for en potentiel sundhedsrisiko, så derfor er det vigtigt, at vi forsøger at begrænse belastningen med mikroplast til vores miljø,” siger Hanne Løkkegaard fra Sweco.

El-biler udgør også en trussel

Afriv fra bildæk i vejvandet kan ikke undgås, og desværre betyder det øgede antal el-biler i fremtiden, at problemet med afriv fra dæk bliver større. El-biler er nemlig tungere end benzin- og dieselbiler, og dæksliddet stiger med vægten. Samtidig kan el-biler accelerere hurtigere, hvilket medfører et større dækslid. Derfor skal projektet også undersøge muligheder for at rense regnvandet, inden det skyller vejvand ud i vandmiljøet. Vejvand indeholder ikke kun mikroplast fra dæk, vejstriber og skosåler, men også en del tungmetaller og tjærestoffer som bl.a. PAH.

Fakta om projektet

  • Projektet er et udviklingsprojekt udbudt af Miljøstyrelsens MUDP-pulje og udføres i et samarbejde mellem Eurofins Miljø, Aarhus Vand, Aarhus Kommune, Techras Miljø, Dansand, Danova og Sweco – med sidstnævnte som projektleder
  • Projektet består i at kortlægge mikroplastbelastningen og udvikle nye teknologier til at fjerne mikroplast mv. i de regnvandsbetingede udledninger fra vejvand og kunstgræsbaner
  • Gennem projektet skal deltagerne udvikle nye teknologier og dokumentere deres potentialer
  • Firmaerne Techras Miljø, Dansand og Danova er alle danske virksomheder, som gennem projektet skal udvikle løsninger på mikroplast i regnvandet, både enkeltvis og i kombination
  • Aarhus Vand og to idrætsforeninger i Aarhus Kommune stiller testlokaliteter til rådighed for projektdeltagerne, mens Eurofins Miljø skal udvikle mikroplastanalyser til regnvand. Eurofins Miljø skal i projektet kommercialisere og validere analyserne af mikroplast og mikrogummi i regnvandsmatrixer

Projektet forventes afsluttet i slutningen af 2022.