Koldt drikkevand skal varme nyt Lalandia i Søndervig op

/siteassets/nyheder/lalandia_varmeforsyning_illustration_website.png

Koldt drikkevand skal varme nyt Lalandia i Søndervig op

24 juni 2020
Nytænkende varmeløsning vil ’tappe’ energi ud af drikkevandet, mens det bevæger sig gennem drikkevandsledningen fra Ringkøbing-Skjern til Hvide Sande og Holmsland Klit. Energien fra drikkevandet kommer til at varme hele det nye Lalandia i Søndervig op, så gæsterne kan se frem til en mere bæredygtig tur i baljen. Den alternative varmekilde, der ikke tidligere er set i denne skala i Danmark, har et stort potentiale – også andre steder i landet.

Når Lalandia i Søndervig efter planen åbner i påsken 2022, kan badelandets gæster se frem til at kaste sig i bassiner og rutsjebaner med vand, der er opvarmet med koldt drikkevand. Energien til varmen kommer fra en drikkevandsledning, der løber lige forbi det kommende badeland på sin vej til Hvide Sande og Holmsland Klit, hvor den primært forsyner fiskeindustrien og sommerhuse i området. Ved at køle drikkevandet ned til ca. 3 grader udvindes energi – op til 1,1 megawatt – som ved hjælp fra en varmepumpe kan varme vandet op til de 65 grader, som Lalandia har behov for. Varmepumpen forventes at kunne dække størstedelen af varmebehovet i badelandet. I spidsbelastningsperioder kommer supplerende varme fra akkumuleringstanke og en gaskedel, der fyrer med naturgas.

”Ringkøbing-Skjern Forsyning har fået den super gode og oplagte idé at udnytte drikkevandsledningen som en stor varmepumpe. Det er mig bekendt ikke noget, vi har set i denne skala før. Potentialet er stort, da vi kan udnytte den energi, der allerede produceres af den store vandgennemstrømning i ledningen. Det er en spændende udfordring at være med til at realisere forsyningens idé,” forklarer Morten Møllnitz, projektchef i Vand, Energi & Miljø i Sweco.

Sweco har regnet på brugen af andre varmekilder, bl.a. etableringen af et lokalt fjernevarmeanlæg eller installation af luft til vand-varmepumpe. Der er regnet på alle løsninger, og varmepumpen baseret på energi fra drikkevandsledningen var ikke blot den mest bæredygtige løsning – det var også den økonomisk mest attraktive.

Stort potentiale
Ringkøbing-Skjern Forsyning forventer, at Lalandia kan tage løsningen i brug til februar 2021, så entreprenøren kan bruge varmen i forbindelse med konstruktionen af selve badelandet. Den alternative varmeforsyning kan højst sandsynligt anvendes til lignende projekter, da der rundt om i Danmark findes andre store drikkevandsledninger.

”Der er stort potentiale i at anvende løsningen andre steder. Fx løber der en stor drikkevandsledning fra Frederikshavn til Skagen. Her kunne man nemt forestille sig, at virksomheder eller institutioner på vejen kunne ’tappe’ ind i det energipotentiale, der ligger i ledningen,” slutter Morten Møllnitz, der netop har sendt projektet i udbud.

Fakta: Sådan leverer en drikkevandsledning varme til et tropisk badeland

  • Den store drikkevandsledning har en diameter på 45 cm og løber i jorden lige uden for det kommende Lalandia i Søndervig
  • Temperaturen i vandet i ledningen er med mindre sæsonudsving på mellem syv og ni grader
  • Med brug af en brinekreds med saltvand, der optager energien fra vandledningen, kan vandet køles ned til ca. tre grader. Det giver ikke kun energi, men også sikkerhed for, at der ikke er kølevæske i nærheden af drikkevandet
  • Processen udvinder energi – op til 1,1 megawatt – som ved hjælp af en varmepumpe kan varme vandet op til de 65 grader, som Lalandia har brug for til varme og brugsvand
  • Det afkølede vand vil senere i ledningen nå sin normale temperatur på syv til ni grader pga. temperaturen i jorden, der omgiver drikkevandsledningen, hvorfor det ikke har betydning for vandkunderne i Hvide Sande.