Sweco Danmark udnævner ny direktør for Byggeri

/siteassets/nyheder/lars_bork.jpg

Sweco Danmark udnævner ny direktør for Byggeri

3 februar 2020
Den danske ingeniør- og arkitektvirksomhed, Sweco, har udnævnt Lars Bork Hansen som ny chef for Byggeri i Danmark. Lars Bork Hansen er ikke et ukendt ansigt i Sweco, hvor han tidligere har været ansat. Nu er han tilbage for at lede byggeriforretningens knap 300 medarbejdere med øget fokus på bl.a. integreret rådgivning og tværfaglige samarbejder.

Den 3. februar har Lars Bork Hansen første arbejdsdag som direktør for Byggeri i Sweco Danmark. Lars Bork Hansen er hentet fra entreprenørvirksomheden MT Højgaard, hvor han kommer fra en stilling som Vice President med ansvar for divisionen Design & Engineering og Virtual Design & Construction.

”Lars kommer med omfattende erfaring inden for b.la. samarbejdet mellem arkitekter og ingeniører samt digitalisering, hvilket er to strategiske vækstområder for Sweco. Lars brænder for at udvikle et nært samarbejde med kunder og samarbejdspartnere og derigennem bidrage til vores organiske vækst og vores markedsposition indenfor byggeri,” siger CEO i Sweco Danmark, Dariush Rezai.

Lars Bork Hansen er ikke et ukendt ansigt i Sweco. Fra 2000-2015 var han ansat som afdelingsdirektør med ansvaret for Design Sjælland i Carl Bro/Grontmij, som senere skiftede navn til Sweco.

”Jeg glæder mig rigtig meget til at komme tilbage til Sweco. De sidste fem år har for mig handlet om at optimere og digitalisere processer med henblik på at skabe det optimale for entreprenøren og bygherrerne - to store kundegrupper i Sweco. Jeg ser frem til at bringe min viden i spil i en virksomhed, som tilmed er frontløbere inden for integreret rådgivning,” siger Lars Bork Hansen, som i flere år har arbejdet med området ’architectural engineering’.

”Jeg kommer tilbage til en virksomhed, hvor vi siden sidst har fået en ny, stærk ejer, som ved, hvad de vil. Der er et endnu større fokus på markedet, og på at være tæt på kunderne, hvilket er meget i tråd med min måde at arbejde på. Det er de stærke relationer, vi lever af, og jeg ser frem til at bringe min viden i spil og konvertere de relationer til konkrete opgaver,” afslutter Lars.

Lars Bork Hansen tiltrådte stillingen som direktør for Byggeri d. 1. februar 2020, hvor han bliver direktør for knap 300 medarbejdere.