0 af 0 for ""

havskum

 

  1. Juni 2022

Studier viser behov for at undersøge PFAS i dansk havskum

Miljøstyrelsen vil i løbet af juli foretage målinger for PFAS i havvand for at undersøge forekomsten af PFAS langs de danske kyster. Rådgiveren Sweco peger på behovet for at undersøge omfanget af PFAS i havskum med baggrund i eksisterende viden og erfaring fra bl.a. Holland. Hvis der er samme problematik i Danmark, er det muligt at reducere PFAS-forekomsten ved at opsamle havskum.

I Danmark har vi de seneste år fået øjnene op for PFAS, og de forureninger produktet har skabt i vores natur og miljø. At der også findes PFAS i havskum er kendt fra undersøgelser foretaget i Holland.

”I 2018 viste beregninger udgivet i artiklen ”Global transport of perflouroalkyl acids via sea spray” [1], at indholdet af PFAS bliver opkoncentreret i havskum. Resultaterne viser, at skummet dannes ved kysterne, når bølgerne brydes. Pga. den kraftige indpiskning af luft, dannes der kæder af PFAS, og på den måde kan PFAS opkoncentreres i havskummet,” forklarer Majbrith Langeland, Teknisk chef i Swecos miljøafdeling.

”Det sker faktisk efter samme teknik, som man i dag anvender til at oprense PFAS i vand. Ved at indpiske luft i vandet bliver PFAS opkoncentreret i skummet, og derefter kan skummet opsamles og fjernes [2]. PFAS-indholdet reduceres i det behandlede vand, der dermed er renere,” forklarer Majbrith Langeland.

Høj koncentration af PFAS i havskum

I 2020 udførte Sweco flere undersøgelser bl.a. langs den hollandske nordkyst, der viste, at indhold af PFAS i jord og grundvand langs kysten er stigende jo tættere, man kommer på havet og jo længere nordpå, man kommer i Holland. Denne stigning af koncentrationer skyldes udledninger af PFAS til grundvand, vandløb og senere afstrømning til havet.

Havet er det største reservoir for udledt PFAS [1]. Da PFAS ikke nedbrydes eller sedimenteres i havbunden forventes det, at PFAS vil være i havet for altid. Der er dokumentation for, at indholdet af PFAS i havvandet overholder de fastlagt grænseværdier i de hollandske undersøgelser. Men på grund af PFAS’ egenskaber sker der en opkoncentrering i havskummet med op til en faktor 64.000 [1]. Det betyder, at havskum kan indeholde PFAS på et meget højt niveau.

”Det interessante er derfor at undersøge havskummet for at dokumentere PFAS-indholdet i dette langs kysterne,” lyder anbefalingen fra Majbrith Langeland.

Naturens måde at fjerne PFAS på

Dannelsen af havskum kan beskrives som naturens egen måde at fjerne PFAS fra havmiljøet på.

”Havskum er oprensning af PFAS, som er i miljøet, og det burde være muligt at indsamle havskummet langs de danske kyster. Dermed ville man på sigt kunne reducere indholdet af PFAS i havet, men også begrænse den negative miljøpåvirkning, som det PFAS-holdige havskum har på den kystnære jord og det kystnære grundvand,” siger Louise Skytte Clausen, Afdelingschef i Miljø i Sweco.

Og fortsætter:

“Sweco opfordrer til, at vi lærer af kolleger og forskere i andre lande og arbejder med den eksisterende viden. Ved at foretage undersøgelser og målinger langs Danmarks kyster kan vi hurtigt komme frem til løsninger, som kan bidrage til at fjerne PFAS fra vores natur og miljø,” siger Louise Skytte Clausen.

Copy link
Powered by Social Snap