0 af 0 for ""

 

Flex modulbyggeri

  1. december 2021

Scandi Byg og Sweco lancerer nyt byggekoncept til daginstitutioner

Et helt nyt koncept kaldet FLEX, som består af daginstitutioner bygget som modulbyggeri i træ, der kan certificeres med eksempelvis DGNB og Svanemærket, ser nu dagens lys. Bag projektet står Sweco og Scandi Byg, som sammen har skabt det modulære byggesystem for at imødekomme det voksende behov for nye, miljørigtige institutioner over hele landet.

I løbet af de næste ti år vil antallet af børn i alderen 0 til 8 år stige med hele 13 procent i Danmark. Det viser en befolkningsfremskrivning fra Danmarks Statistik, og det skaber i disse år et stort behov for at udbygge og opføre daginstitutioner.

Derfor har modulproducenten Scandi Byg og den rådgivende arkitekt- og ingeniørvirksomhed Sweco i fællesskab udviklet et helt nyt byggekoncept kaldet FLEX, der består af daginstitutioner, som er bygget af træmoduler og kan certificeres med miljøcertifikater såsom DGNB og Svanemærket.

”Med FLEX kan vi på kort tid bygge i en kvalitet, der er lige så høj som traditionelt byggeri. Vi bygger, så vi er sikre på, at både bæredygtighed og sundhed er i fokus. Der er et samfundsbehov for at indtænke nye institutionsløsninger, der nemt kan tilpasses efter ambitionsniveau og ønsker. Dette er vores bud på, hvordan vi med ét modulært byggesystem kan opnå stor fleksibilitet i forhold til arkitektur, pædagogik, kontekst, materialer og byggeteknik i fremtidens daginstitutioner,” siger Eva Bjerring, markedschef i Sweco Architects.

Hun suppleres af administrerende direktør i Scandi Byg, Christian Halken:

”Med konceptet har vi på forhånd truffet mange af de svære valg ved hjælp af den modulære byggemetode. Det præfabrikerede byggesystem giver blandt andet mulighed for at imødekomme ønsker til størrelsen af bygninger, deres fysiske tilpasning og den arkitektoniske profil – uanset om institutionen skal ligge i et åbent landskab, i et kuperet terræn eller i en tæt bymæssig kontekst. Hertil giver konceptet mulighed for at indpasse de fysiske rammer efter de skiftende pædagogiske behov. Det gælder i hverdagen, hvor antallet af børn og deres personlige behov kan variere, og over år, når antallet af grupper og størrelsen på disse også kan ændre sig,” siger han.

Første FLEX-daginstitution under opførelse

Scandi Byg er allerede i gang med at opføre den første daginstitution, som er bygget efter det nye koncept. Institutionen, der opføres i Lejre Kommune, kommer til at bestå af 20 træmoduler og vil blive svanemærket:

”Lejre Kommune får snart glæde af en miljørigtig FLEX-daginstitution, der bliver svanemærket. Vi leverer i forvejen svanemærkede boliger som fast standard uden merpris og har helt styr på de arbejdsmetoder og processer, det kræver for ikke alene at leve op til Svanemærket, men også DGNB. Vi har således både erfaringen og ekspertisen til at samarbejde om de to miljøcertificeringer på FLEX-konceptet – og det forventer vi, at mange daginstitutioner ligesom den i Lejre Kommune i fremtiden kommer til at gøre brug af,” forklarer Christian Halken.

Ifølge direktør for Miljømærkning Danmark, Martin Fabiansen, der blandt andet har ansvaret for Svanemærket i Danmark, er det glædeligt, at Scandi Byg og Sweco i endnu højere grad vil gøre det lettere for landets kommuner at få svanemærkede daginstitutioner:

”Vi har i flere år oplevet en stigende efterspørgsel på svanemærkede daginstitutioner, og det er glædeligt, at Lejre Kommune nu er ved at opføre deres første svanemærkede daginstitution. En svanemærket daginstitution er både et godt valg for miljø og klima og for de børn og ansatte, der skal opholde sig i bygningen. Det lever nemlig op til skrappe krav i hele livscyklussen og er blandt andet kendetegnet ved et godt indeklima, høj byggeteknisk kvalitet, lavt energiforbrug – og ved at leve op til skrappe kemikaliekrav,” siger Martin Fabiansen.

Det nye børnehus er placeret, så det bedst muligt udnytter de eksisterende landskabstræk og omgivelser. Institutionen er designet som en langstrakt organisme, der består af et centralt fællesområde, hvor alle fælles-, personale- og ledelsesfunktioner er samlet, samt to fløje, der indeholder de enkelte stuer med dertilhørende garderobefunktioner og liggehaller.

”Den arkitektoniske vision kan opsummeres med ønsket om at skabe et multifunktionelt hus til børn, som indeholder en mangfoldighed af rum i naturlige materialer, der giver gode pædagogiske muligheder i smukke, robuste og fleksible rammer. Byggeriets samlede disposition med enheder og knudepunkter er designet for at kunne opfylde aktuelle behov og samtidig have en åbenhed over for fremtidige forandringer,” lyder det afsluttende fra Eva Bjerring.

Den nye FLEX-daginstitution i Lejre skal stå færdig og klar til at blive taget i brug i foråret 2022.

Fakta: FLEX-byggekoncept

FLEX er opbygget over fire begreber med fleksibilitet som fællesnævner.

Pædagogik: Den pædagogiske fleksibilitet kommer til udtryk i udformningen af de individuelle funktioners plads i helheden og muligheden for at indpasse de fysiske rammer efter de skiftende pædagogiske behov.

Kontekst: Dispositionen af ​​enheder og knudepunkter, det faste og det fleksible, er designet til at blive tilpasset forskellige kontekster; den kompakte by, det åbne landskab, det kuperede terræn etc.

Materiale: Materialefleksibiliteten sættes i system med et materialekatalog, som er udviklet specifikt til byggesystemet. På denne måde kan konceptet nemt tilpasses ift. kontekst, størrelse, økonomi, ambitionsniveau og ønsker.

Byggeteknik: Den byggetekniske fleksibilitet sikres ved, at bygningen udføres som et økonomisk fordelagtigt modulbyggeri. Det indebærer at modulerne bygges på fabrikken og fragtes færdige til byggepladsen. Dette mindsker omkostninger og tid på byggepladsen, sikrer kvaliteten og minimerer risikoen for skader forårsaget af ydre påvirkninger, vejr og vind.

Copy link
Powered by Social Snap