Urban Insight rapport: Bæredygtig byudvikling kan forbedre borgernes liv

Gennem de sidste 70 år har bilen haft stor betydning for byudviklingen og den måde, vores byer er designet på. Men ved at skabe flere initiativer, der fremmer fodgænger- og cykeltrafikken, reducerer man ikke kun miljøpåvirkningen, man forbedrer også trafikanternes trivsel.

Bilen har ændret den måde, vi lever på, og den giver bevægelsesfrihed til mange mennesker. Men da urbaniseringen stiger – 75 procent af EU-borgerne bor nu i byer – er der kommet større fokus på den luft- og støjforurening, som biltrafikken forårsager.

I Urban Insight-rapporten, Wholesome Air, Serene Cities – Reduced Noise and Air Pollution in Urban Areas fra august 2018 konstaterede man, at trafikstøj forårsager 10.000 tilfælde af for tidlig død hvert år. Derudover dør yderligere omkring 500.000 EU-borgere tidligt hvert år på grund af luftforurening.

En måde at løse disse problemer på er at forbedre mulighederne for fodgænger-, cykel- og offentlig transport. Undersøgelser viser, at fodgængere og cyklister ikke kun bidrager til at mindske miljøbelastningen, men at de også rapporterer om et større velvære end bilister. Alligevel rejser 50 procent af europæerne i bil hver dag, mens kun 12 procent bruger en cykel som transportmiddel.

Ifølge Rik Houthaeve, byudviklingsekspert i Sweco, er det en stor del af byplanlæggernes ansvar at udvikle attraktive offentlige miljøer, hvor folk kan mødes, socialisere og bevæge sig.

“For at udvikle bæredygtige steder skal du fokusere på mennesker. Dette kræver mere borgerdialog og større fokus på, hvordan folk bevæger sig rundt og socialiserer i bymiljøer, hvordan vi skaber sociale møder og ikke mindst, hvordan vi kan gøre det lettere at vælge bæredygtige transportformer.”

Swecos nye Urban Insights-rapport indeholder flere succesfulde eksempler på bæredygtig byplanlægning, herunder Stenpiren Travel Center i Göteborg, Israels Plads i København, Groeenplatz i Antwerpen, Potsdamer Platz i Berlin og Kings Cross i London.

Baggrund
Urban Insight er baseret på en række rapporter fra eksperter fra Sweco, der deler deres viden og indsigter om forskellige aspekter af byudvikling fra borgernes perspektiv.