- oktober 2021
Click here for English version
Sweco vinder stort spildevandsprojekt i millionby i Pakistan
Sweco har vundet opgaven at gennemføre en stor forundersøgelse forud for konstruktionen af et rensningsanlæg i Pakistans andenstørste by Lahore. Byen med 11 millioner indbyggere er udfordret af manglende kloakering og rensningsanlæg, hvorfor enorme mængder spildevand løber urenset ud i byen og i naturen.
Danida Sustainable Infrastructure Finance støtter det lokale spildevandsselskab ved at gennemføre et feasibility study for spildevandsopsamlingen og et nyt rensningsanlæg, der skal servicere et af de seks områder, som den kæmpe by er inddelt i.
I forundersøgelsen vil Sweco sammenligne en række industrielle og private løsninger til spildevandsopsamling og rensning baseret på tekniske, miljømæssige, socioøkonomiske, institutionelle og finansielle hensyn med det formål at vælge den bedste løsning baseret på projektets levetidsomkostninger. Senere står Sweco for projekteringen af kundens valgte løsning med input fra lokale interessenter.
“Lahore er en kæmpe by med en lang kulturel arv, men byen er udfordret af manglende investeringer i kloakering og rensning af forurening fra industri og husholdninger. Vi er stolte af at hjælpe Danida med at introducere dansk teknologi til forureningsbekæmpelse og anvende de nyeste vedvarende energiprocesser til gavn for Lahores befolkning og industri,” siger John Charlton, konsulent i Sweco Danmarks internationale afdeling.
Cleantech-udfordringen i Lahore
Lahore er en industriel hub i Punjab-provinsen, der er Pakistans økonomiske vækstmotor. Miljøet i byen lider under et enormt pres fra forurening fra industri og husholdninger pga. mangel på renseanlæg. Dette forværres af bekymringer om klimaforandringer og lange tørkeperioder, der gør behandlet spildevand til en værdifuld vare og en bæredygtig udnyttelse af de knappe vandressourcer.
“Sweco har erfaring inden for opsamling og behandling af spildevand i Sydasien, herunder fra Pakistan, Bangladesh, Indien, Sri Lanka og Bhutan, og vi gennemførte et lignende projekt i Faisalabad. Vores folk har stor erfaring i regionen og har foretaget forundersøgelser for byer med op til 17 millioner mennesker. Det tætte samarbejde i et tværfagligt team fra både vores internationale afdeling og vores danske vandafdeling giver et bredt udvalg af løsninger og bringer dansk knowhow tilpasset en lokal kontekst,” siger Thomas Fleurine Sørensen, direktør Energy & International i Sweco Danmark.
Sweco har samarbejdet med Danida i over 40 år i vandsektoren.
“Senest har Danida ændret tilgang fra finansiering af store projekter til subsidierede lån, hvorfor projekternes finansielle bæredygtighed spiller en større rolle. Danida fokuserer også på muligheder for vedvarende energi for at understøtte en bæredygtig udvikling over en bred kam. Vi er meget stolte over at støtte Danidas udvikling af de lande, de arbejder i, ”siger Thomas Fleurine Sørensen.
25 års erfaring i Pakistan
Sweco er Danmarks mest erfarne rådgiver inden for feasibility studies i vandsektoren for de helt store byer i Sydasien. Sweco har arbejdet i spildevandssektoren i alle lande i regionen, og erfaringen i Pakistan går 25 år tilbage.