0 af 0 for ""

  1. februar 2022

Sweco skal udføre tre store VVM-undersøgelser for Vejdirektoratet

I forbindelse med infrastrukturplanen udbyder Vejdirektoratet et større antal VVM-undersøgelser inklusive skitseprojekter for særligt landeveje og motorveje i Danmark. De tre første udbud – i Thy, på Lolland og på Amager – blev offentliggjort før jul – og Sweco er udpeget til at udføre dem alle tre.

På rute 26 mellem Hanstholm og Sallingsund skal Sweco udføre en samlet VVM-undersøgelse for en 55 kilometer lang strækning samt et skitseprojekt for syv konkrete nedslagspunkter. Opgaven kræver inddragelse af discipliner som vejprojektering, afvanding, geoteknik, bygværker og miljø. Projektet skal udføres i 4D, hvor Sweco udnytter sine kompetencer inden for digitalisering og IKT. På miljøsiden er der særlige udfordringer i området bl.a. hensyn til den fredede hasselmus.

I Nørreballe ved Maribo på Lolland skal Sweco undersøge, om den eksisterende rute 9 kan føres uden om Nørreballe. Sweco skal udføre en fuld VVM-undersøgelse samt et skitseprojekt bestående af stort set alle fagområder indenfor infrastruktur, vand og miljø.

Amagermotorvejen er et velkendt projekt for Sweco, der i sommeren 2021 afsluttede forprojektet for samme strækning. Sweco er samtidig underrådgiver for Atkins på det tilstødende og meget tilsvarende projekt, Øresundsmotorvejen. Foruden god synergi er det et rigtigt spændende projekt med en høj kompleksitet, som kræver de helt rigtige løsninger. Også her er der tale om en VVM samt et skitseprojekt.

”Vi ser meget frem til at løse de tre VVM-opgaver for Vejdirektoratet. Projekter, hvor vi bringer vores spidskompetencer inden for blandt andet vejprojektering, afvanding, geoteknik, bygværker og miljø i spil. Vi glæder os særligt til det udviklende og tætte samarbejde, som vi har med Vejdirektoratet,” siger Jimmy Bloch Sørensen, der er afdelingschef for Roads i Sweco.