Sweco byder Jes Hansen velkommen som ny direktør for Infrastruktur
Med 17 års erfaring fra infrastrukturprojekter over store dele af verden tiltræder Jes Hansen nu som direktør for Infrastruktur i Sweco.
Det er en erfaren globetrotter med tunneller, broer og jernbaneprojekter i hele verden på samvittigheden, der netop er tiltrådt som ny direktør for Infrastruktur i Sweco.
”Sweco er en virkelig spændende virksomhed. Jeg glæder mig over at blive en del af Europas førende rådgiver med det stærke nordiske islæt og den decentrale ledelsesstruktur, der forløser energien lokalt. Swecos fokus på vækst gennem bæredygtighed og den integrerede tilgang til rådgivning er virkelig noget, der motiverer mig,” siger Jes Hansen.
Sydney, Edinburgh og London
44-årige Jes Hansen er oprindeligt uddannet bygningskonstruktør og har siden læst en Master i Project Management i Australien og en M.B.A. på Cambridge Universitetet i England. I hans karriere har han været bosat i Sydney, Edinburgh og London, som han har brugt som baser for ledelsen af store infrastrukturprojekter rundt om i verden.
Jes vendte retur til Danmark i 2014 for at starte WSP i Skandinavien op. Her fik han også ansvaret for opkøbet af Orbicon og vækstrejsen i Danmark fra 0-500 ansatte.
”Jeg glæder mig over, at vi med Jes har fået en stærk profil om bord med international erfaring, stor ledelseskapacitet og et stærkt drive til at indfri det vækstpotentiale, der ligger i Infrastruktur og i Sweco som helhed. Det er en stor fornøjelse at kunne byde Jes velkommen til Sweco,” siger Dariush Rezai.
Jes Hansen er født og opvokset ved Lemvig og bor i dag i Gentofte med sin engelske kone Laura og børnene Isabella på 5 og Jacob på 2 år.