- august 2021
Støjskærme af træ kan give uventet klimagevinst
Med regeringens infrastrukturplan kan danskerne se frem til mere støj i baghaven – støj, der i forvejen udgør et stort problem i byerne og tæt på motorveje. I dag besøger transportminister Benny Engelbrecht Hjørring-virksomheden PileByg, der har specialiseret sig i støjskærme af træ som et klimavenligt alternativ til CO2-belastende støjskærme af stål.
Fremtiden byder på mere trafikstøj, men allerede i dag er støj et stort problem flere steder i landet. Derfor indeholder regeringens ’Infrastrukturplan 2035’ 55 km støjskærme ved 11 større motorvejsprojekter og yderligere 3 mia. kr. til støjskærme i støjbelastede områder langs statsveje.
Støjskærme er typisk konstrueret i stål og aluminium, men i Hjørring har virksomheden PileByg specialiseret sig i et grønt alternativ med samme lydreducerende effekt.
Mandag den 23. august fra kl. 12-13 besøger transportminister Benny Engelbrecht virksomheden. Anledningen til besøget er en ny analyse udarbejdet af Sweco, der viser, at de grønne støjskærme er langt mindre klimabelastende end de traditionelle skærme af stål. Faktisk kan der opnås en klimagevinst ved at satse på træ-støjskærme, da træ optager og lagrer CO2 i modsætning til stål, der ifølge Byggeriets Materialepyramide er et af de mest klimabelastende materialer.
”Swecos analyse viser, at der vil være en klar klimagevinst ved at vælge støjskærme af træ i stedet for af stål og aluminium, som man har brugt hidtil. Alene de planlagte 55 km støjskærm langs motorvejsanlæg vil give en anslået klimagevinst på 26.351 tons CO2e, hvis man erstatter stål med træ. Det svarer til 1800 danskeres årlige klimapåvirkning eller 10.500 personers flyrejse til Thailand tur-retur,” siger Johannes Falk, direktør i PileByg.
En tur i klimaskoven
Når transportministeren i dag besøger PileByg på Villerup Hovedgaard i Hjørring, skal han først en tur i klimaskoven, hvor PileByg henter træ til de grønne støjskærme. Ministeren får indblik i udvikling og forarbejdning af støjskærmene, både de klassiske træskærme og naturstøjskærme i piletræ, som bl.a. er opført i Folehaven i Valby. Ministeren præsenteres også for Swecos rapport, der viser, hvordan støjskærme af træ kan bidrage til en CO2-reduktion.
”Analysen viser også, hvordan vi som producent belaster klimaet, når vi anvender stål og aluminium, der typisk har rejst langt, mens vi kan bidrage positivt ved at bruge træ fra vores nabolande eller ideelt fra dansk klimaskov. Træet kan dyrkes ekstensivt på landbrugsjord og i kort rotation; det sikrer højere optag af CO2 end træ hentet i ’gammel skov’,” forklarer cand.silv. Johan Pedersen, der er ansvarlig for bæredygtig produktion hos PileByg.
I dag anvendes træ typisk kun som facadebeklædning på en støjskærm, der er bygget i stål eller aluminium. Klimamæssigt er det ikke en materialeøkonomisk løsning. Klimagevinsten opnås først, når selve skærmen er i træ, mens blot fundamentet er af stål.
Fakta: Klimagevinsten ved støjskærme af træ vs. stål
En grøn støjskærm har et klimaaftryk på ca. 30,4 kg CO2e/m2 kontra stålskærmens ca. 92,5 kg CO2e/m2. Dette tager kun højde for stålskærmens udledning i dens levetid og ikke for demontering og omsmeltning af stål/aluminium
I skærmens levetid lagrer en grøn støjskærm ca. 97,6 kg CO2e/m2 i det træ, skærmen er konstrueret af
Hvor der vælges en grøn støjskærm i stedet for en stålskærm, er der en nettogevinst for klimaet på ca. 159,7 kg CO2e/m2 samlet i CO2e lagret i træet og sparet CO2e fra fortrængning af en stålskærm. Det anmærkes, at nettokulstoflageret forekommer i produktets levetid (ca. 36 år).