Nu igangsættes transformationen af Svendborg Havn

Første etape af Danmarks største klimasikringsprojekt, Den Blå Kant, skydes nu i gang. Projektet skal på sigt sikre Svendborg Havn og by mod ekstreme klimahændelser som for eksempel stormflod og skybrud.

Målet med Den Blå Kant er at stormflods- og skybrudssikre Svendborg Havn, som i dag er udsat ift. oversvømmelser og ekstreme klimahændelser. Samtidig vil projektet styrke havnens mange eksisterende kulturmiljøer og tilføre nye rekreative områder til havnen ved blandt andet at etablere en ny havnepark og en promenade langs kajen. Projektets første etape, som netop er sat i gang, skal sikre forbindelse mellem by og havn og den trafikale overgang mellem Frederiksø og Frederiksgade. I første etape etableres også en række nye aktivitetsområder på Udrustningskajen, der skal bevare og styrke havnens kulturspor.

”For at sikre Svendborg mod skybrud, og deraf følgende vandstigninger, er et af projektets hovedelementer at etablere regnvandshåndtering og stormflodssikring. Samtidig har det været vigtigt for os, at de nye tiltag ikke må frarøve byen sin nære adgang til vandet. Et vigtigt element er derfor at placere den nødvendige klimasikringskant på havnens yderside, så vi undgår en høj, afskærmende barriere i havnemiljøet. På den måde forbliver inderhavnen åben, og vi sikrer adgang og nærhed til vandet for borgere og besøgende,” fortæller Christian Sørensen, som er kreativ leder for landskab hos Årstiderne Arkitekter, som er en del af Sweco, om projektet.

Svendborg Havn består i dag af forskellige maritime kulturmiljøer med hver sin særlige karakter – fra den kulturhistoriske træskibshavn og den industrielle gasværksgrund til den sydlige del af havnen, der er præget af lav bebyggelse med høj bevaringsværdi og maritime fritidstilbud. Hele transformationen af havnen gennemføres med afsæt i områdernes unikke karakter, der fungerer som udgangspunkt for den videre udvikling af havnen, som i fremtiden vil rumme tilbud og muligheder for forskellige brugergrupper.

Projektet gennemføres i tæt samarbejde med Svendborg Kommune, EFFEKT, WTM Engineers og ArcGency.

Læs mere om Den Blå Kant her.