Miljøweb
I et hidtil uset omfang af brugerinvolvering har Sweco og 15 af landets kommuner udviklet portalløsningen MiljøWeb, der hjælper kommunerne med at føre tilsyn med virksomheder, landbrug og vandanlæg. Hos Hjørring Kommune, der har været én af de mest aktive bidragsydere, kan man ikke få armene ned over den nye portal: ”Det er et kvantespring rent teknologisk”, lyder det.
Den nye portalløsning til miljøtilsyn, MiljøWeb, som Sweco har udviklet er ikke blot et teknologisk og brugervenligt kvantespring – det er også en nyskabelse i måden systemet er blevet til på. Således har 15 af landets kommuner været involveret i udviklingen af systemet, og hos Hjørring Kommune, der er én af de første, der har taget det nye system i brug, er brugere og medskabere, Bente Kjærsgaard Henriksen og Line Ozimek, der begge er miljømedarbejdere i kommunen, stærkt begejstret:
”Det er et kvantespring rent teknologisk. Vi er gået fra et gammelt og kompliceret system, der er blevet repareret igen og igen til nu at have en simpel og velsmurt maskine med høj brugervenlighed. Der er stadig nogle børnesygdomme, som der bliver arbejdet på at fixe, men allerede nu kan jeg bare sige, at min arbejdsglæde er steget flere niveauer, siden vi tog MiljøWeb i brug den 1. juli,” siger Bente Kjærsgård Henriksen, der er miljøsagsbehandler og mediator i Hjørring Kommune.
Fik kunder før løsningen var klar
Hos Sweco har produktchef i Technology Solutions & Services, Lea Taggaard været projektleder på udviklingen af MiljøWeb, siden ideen om en ny og moderne portal så dagens lys for omkring tre år siden.
”I stedet for at arbejde ud fra de eksisterende systemer startede vi med et blankt stykke papir for at bruge vores erfaring til at skabe noget helt nyt. Noget af det første, vi gjorde, var at invitere alle kommuner ind til en fælles workshop. Her deltog ca. 25 kommuner, forklarer Lea Taagaard.
15 kommuner endte med at deltage aktivt i den videre udvikling af systemet, mens ni af kommunerne, heriblandt Hjørring Kommune, var så begejstrede, at de valgte at investere i systemet længe før, det kunne sættes i drift.
”Allerede inden vi investerede i systemet, valgte vi at indgå i et sparringshold af kommuner, der løbende kom med input til Sweco, når nye dele af programmet var færdigprogrammeret. Det har været en super god oplevelse, og vi føler, at vi og de andre deltagende kommuner er blevet lyttet meget til. Fokus har hele tiden været på, at systemet skulle være så brugervenligt og intuitivt at benytte som muligt,” forklarer Line Ozimek, der fører miljøtilsyn med virksomheder i Hjørring Kommune.
Bruger tid på borgerne frem for på systemet
Line fortæller, at det gamle fagsystem egentligt bare var et, medarbejderne førte data ind i.
”Med det nye system arbejder vi langt smartere. Vi har MiljøWeb med ud på tilsyn på en IPad. Før skrev vi ind et Word-dokument og tastede bagefter manuelt ind i det gamle system. Vi har fået mere tid til dialogen med landmanden og virksomheden, og vi skal ikke bøvle så meget med systemet. Vi har frigjort tid til at gøre vores egentlige arbejde, og vi er meget bedre klædt på, når vi kommer ud. Det sparer arbejdsgange, at tingene er samlet på en smart og brugervenlig portal,” slutter Line Ozimek.
Fakta om MiljøWeb
MiljøWeb skal understøtte kommunernes administration og tilsyn med virksomheder, husdyrbrug og vandanlæg. Det er en portalløsning, som sikrer, at kommunerne kan planlægge, udføre og registrere det tilsynsarbejde, som er krævet jf. gældende lovgivning
Udover integrationer til den fælleskommunale infrastruktur og servicesystemerne, er der integrationer til diverse andre fællesoffentlige datakilder, herunder Datafordeleren, Digital Miljøadministration (Miljøstyrelsen) og Jupiter (Danmarks Miljøportal)
Systemet er udviklet med stor brugerinddragelse. I første omgang 25 kommuner. Siden deltog 15 kommuner i en åben brugergruppe
Corona-nedlukningen af landet i foråret 2020 tvang Sweco til at gennemføre implementeringen af MiljøWeb på en mere fællesorienteret facon. Sweco puljede kommunerne og skabte et community med idéer og sparring mellem kommunerne
Pr. 1. juli 2020 har Hjørring, Brønderslev, Holstebro og Odder taget MiljøWeb i brug. Yderligere fem kommuner er på nuværende tidspunkt i gang med implementeringen.