Lindbjergskolen

Mandag d. 6. januar blev Lindbjergskolen i Hammerum indviet af Statsminister Mette Frederiksen. Den nye skole rummer ca. 1000 elever og er én af Danmarks første 24-7 skoler, hvor det lokale sports- og fritidsliv i byen er integreret som en del af skolen.

Mere end 1000 elever, medarbejdere og lærere var i går samlet for at markere indvielsen af Hammerums nye skole, Lindbjergskolen. Lindbjergskolen er en ny, topmoderne firsporet skole, som samler og erstatter to eksisterende skoler i Hammerum og Gjellerup.

”Lindbjergskolen er en ny og anderledes skole, hvor bygherre og brugere har turde tænke nogle nye og anderledes visioner ind i skolens værdigrundlag. Sammen med Årstiderne Arkitekter og KPC har vi gennem de sidste tre år arbejdet på at omdanne disse ambitioner til et nyt og spændende skolebyggeri, som vil blive en inspiration for, hvordan vi kan bygge skoler i fremtiden,” siger Christian Corydon, chef for Byggeri Østjylland i Sweco.

Lindbjergskolen er én af Danmarks største 24-7 skoler og en skole, hvor bevægelse, leg og læring er tænkt ind over alt både inde og ude. Den nye skole er opført i forbindelse med Hammerums eksisterende sportshaller. Det betyder, at det ikke kun er elever og medarbejdere, som får glæde af den nye skole. Med koblingen til sports- og fritidslivet bliver Lindbjergskolen et nyt samlingspunkt i byen, hvor der vil være liv i både dag- og aftentimerne. Skolens værksteder og auditorier kan bruges til aftenundervisning, de udendørs legepladser og aktivitetsområder er tilgængelige for hele byen, og både skole- og fritidsbrugere får glæde af de nye, topmoderne idrætsfaciliteter, som det samlede nye idræts- og skolebyggeri rummer.

Det 16.000 m2 store byggeri er blevet til i et tæt samarbejde med Årstiderne Arkitekter, KPC og Herning Kommune.