- februar 2022
Fire spørgsmål og svar om hverdagen som certificeret statiker: ”Faglig sparring er drivkraften for min udvikling”
Videndeling med kolleger i Danmark og de øvrige Sweco-lande, udvikling af nye digitale løsninger til beregning af komplekse konstruktioner og fingeren på pulsen med både egne projekter og kontrolopgaver. Hverdagen er fyldt med høj faglig sparring, læring og faglige udfordringer for Kristian Lindegaard Madsen, der er certificeret statiker til KK3+4. Mød ham her og få et indblik i en tempofyldt og varieret hverdag.
Kristian Lindegaard Madsen sidder til daglig som en del af Sweco Byggeri i afdelingen for konstruktioner i Ørestaden. Han er uddannet konstruktionsingeniør og har gennem de sidste otte år arbejdet med både hospitals-, erhvervs-, institutions- og boligbyggerier.
De seneste to år har han arbejdet som certificeret statiker til de højeste konstruktionsklasser – en certificering han fik på baggrund af arbejdet med et hotelbyggeri i KK3 projekteret i Sweco.
Som certificeret statiker arbejder Kristian Lindegaard Madsen med projektering og kontrol af byggeprojekter for dokumentation af de tekniske forhold. Formålet er at sikre kvalitet og sikkerhed ved konstruktioner og ændringer i konstruktioner af bygninger.
Aktuelt arbejder han på projekter som bl.a. udvidelsen af Sjællands Universitetshospital (SUH) i Køge, hvor der etableres en ny laboratoriebygning og en bygning til nuklearmedicin.
Her fortæller han mere om hverdagen som certificeret statiker.
Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud for dig?
Det er en meget tempofyldt hverdag. Som fagprojektleder er det vigtigt, at jeg hele tiden har fingeren på pulsen mht. stadet på de igangværende projekter. Derfor er jeg hele tiden i kontakt med mine kolleger, og jeg bidrager med min viden om konstruktionerne på projekteringsmøder, så vi i fællesskab sikrer, at specielt bygningens stabilitet er i orden fra start.
Foruden opgaverne i rollen som certificeret statiker med at kvalitetssikre, give faglig sparring, dokumentere og kontrollere overholdelse af krav til de bærende konstruktioner, prioriterer jeg også at lave egne beregninger på egne projekter. Det er et ønske, jeg har haft fra start, fordi jeg tror på, at det er vigtigt, at jeg løbende holder mig i form og udfordrer mig selv med nye løsninger. Vekslen mellem egne projekter og kontrol af andre projekter har jeg rig mulighed for i Sweco.
Hvordan er det faglige fællesskab – og hvordan dyrker I det?
I Sweco har vi oprettet en speciel gruppe for certificerede statikere på Teams, hvor alle løbende kan vende problemstillinger eller samle erfaringer fra certificeringssager. Vi holder også fysiske ERFA-møder med deltagere fra alle vores kontorer på tværs af landet, hvor vi diskuterer og videndeler. Det er drivkraften for min udvikling, at jeg har kolleger, jeg kan sparre med, lære af og udvikle mig med gennem spændende projekter.
Fordelen ved et stort hus som Sweco med alle kompetencer inhouse er, at der er rig mulighed for at sparre med faglige specialister i alle segmenter/på alle områder. Vi har et højt fagligt niveau, et godt socialt miljø og et tæt samarbejde, hvor vi hjælper hinanden med at løse problemstillinger.
Vi vil gerne være endnu flere certificerede statikere, og vi har optimale betingelser for det i Sweco med mange egnede certificeringsprojekter. De af vores kolleger, der har et ønske om at blive certificerede statikere, hjælper vi selvfølgelig løbende med sparring på projekterne.
Vi har desuden et internationalt netværk på tværs af lande, hvor vi også videndeler og kan trække på erfaringer og knowhow. Eksempelvis har vores kolleger i Norden meget erfaring med trækonstruktioner og med at bygge højt som fx Kaknästornet på 155 meter i Stockholm. Det giver os en masse fordele, at vi på tværs af lande sidder under den samme paraply.
Hvordan sikrer I faglig udvikling?
Vi prioriterer vores konstruktionsfaglige udvikling højt og er frontløbere på den digitale udvikling. En BIM-model bruger vi ikke bare til at generere tegninger – det er omdrejningspunktet for vores samarbejde.
Vi er nået langt med at integrere BIM med de statiske beregninger. Ofte i form af FEM-modeller, der integreres direkte sammen med Revit-fagmodeller. Det betyder, at vi har lettere ved at løse komplekse konstruktioner mere effektivt end ved håndberegninger, ligesom vi er langt mere agile over for kunderne, når vi arbejder digitalt, hvis der fx bliver ændret i konstruktionerne undervejs i projektet.
Vi er gode til at forbedre os fra projekt til projekt, så vi hele tiden optimerer på vores arbejdsgange og bygger videre på det, der fungerede tidligere. Derudover investerer vi i at have de bedste værktøjer til rådighed. Nogle værktøjer køber vi, og andre udvikler vi selv. Man skal ikke underkende vigtigheden i at have gode beregningsprogrammer og regneark til rådighed.
Hvordan er kulturen på arbejdspladsen?
Vi vægter det sociale fællesskab højt og har en stærk tradition for fælles arrangementer. Der skal altid være tid til at slutte ugen af godt sammen med en fredagskomsammen på kryds og tværs af kollegaer fra hele huset. Under corona via Teams, mens eller fysisk, når tiden tillader det. Jeg synes personligt, at det styrker vores fælles kultur og arbejdsmiljø, når vi mødes og kan udveksle snakke om stort og småt.
Vil du være en del af holdet, så læs mere her