Alexander Kaae Petersson

EU taksonomi

Første del af EU’s klassifikationssystem for afrapportering af bæredygtige investeringer og aktiviteter har fokus på klima og CO2-reduktion. I første omgang er rapportering frivillig, men fra 1. januar 2022, er det et lovkrav for finansielle markedsaktører og store virksomheder at redegøre for deres investeringers indvirkning på miljøet. Ekspert i EU’s taksonomi, Alexander Kaae Petersson, fortæller her om de nye krav til investeringer i nybyggeri og renovering, som EU håber, vil bidrage markant til den grønne omstilling.

Læs mere om Swecos ydelser indenfor EU’s taksonomi

Som et led i EU’s Handlingsplan for en grønnere og renere økonomi, der lever op til Parisaftalen og FN’s verdensmål, indfaser EU et nyt klassifikationssystem, der skal sikre en ensartet identifikation af grønne og miljømæssigt bæredygtige investeringer på det europæiske marked. Taksonomien klassificerer en økonomisk aktivitet som miljømæssigt bæredygtig ud fra en række kriterier, der har indflydelse på seks miljømål.

”Forenklet sagt bidrager taksonomien til at definere, om din investering er grøn eller ej. Det er med andre ord slut med greenwashing, for nu har vi en ramme, som ud fra grænseværdier og benchmarks definerer, hvad der er miljømæssigt bæredygtigt, og ikke er det. Det sætter standarden for en harmoniseret og ensartet måling af bæredygtige økonomiske aktiviteter og investeringer på tværs af virksomheder i EU,” forklarer Alexander Kaae Petersson, fra Swecos Facilities Management-afdeling og ekspert i taksonomien.

Både krav og fordele

EU’s taksonomi har til formål at fremme et bæredygtigt finansielt system ved at sikre, at bæredygtighed og klimarisici bliver en del af beslutningsgrundlaget for investeringer. Det betyder, at finansielle institutioner i højere grad skal integrere bæredygtighedsaspekter i deres strategier, i deres risikohåndtering og i deres afrapportering.

”Det stiller krav til investorer, men også til de virksomheder, der i deres forretning har mulighed for direkte at ændre praksis og positivt bidrage til, at grænseværdierne bliver opnået. Det bliver en økonomisk fordel og ikke kun et krav at tydeliggøre, hvordan man bidrager til at nedbringe CO2-udledninger og sikrer, at virksomhedens aktiviteter er tilpassede fremtidens klima,” forklarer Alexander Kaae Petersson.

Er energirenovering grøn?

Som eksempel på taksonomiens rammer for, hvornår noget er bæredygtigt og grønt, peger Alexander Kaae Petersson på ejendomsinvesteringer. Her opstiller taksonomien grænseværdier for, hvornår en energirenovering af en bygning kan have en positiv indflydelse på klimaforebyggelse, eller hvordan man kan tydeliggøre og sikre, at en nybygget bygning er klimatilpasset.

Sådan er taksonomien bygget op

En økonomisk aktivitet skal opfylde tre kriterier for at blive klassificeret som bæredygtig og grøn:

  • Den skal væsentligt bidrage til mindst et af seks miljømål
  • Den skal ikke gøre unødig skade på de fem øvrige miljømål
  • Aktiviteten skal ske i overensstemmelse med minimumsgarantierne, som omfatter OECD’s retningslinjer for multinationale virksomheder; FN’s vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettigheder; De otte konventioner nævnt i Den Internationale Arbejdsorganisations erklæring samt International Bill of Human Rights.

De seks miljømål, hvor den økonomiske aktivitet væsentligt skal bidrage til mindst ét, er:

  • Forebyggelse eller modvirkning af klimaforandringer: Reduktion af CO2 og energi, rent spildevand osv.
  • Klimatilpasning: Screening og håndtering af klimaforandringernes påvirkning på ens portefølje eller bygning, fx gennem tilpasningsløsninger
  • Bæredygtigt brug og beskyttelse af vand- og havressourcer
  • Omstillingen til en cirkulær økonomi
  • Forebygge og bekæmpe forurening
  • Beskytte og genoprette biodiversitet og økosystemer

I første omgang bliver punkt 1 og 2 indfaset med virkning fra januar 2022.

Disse sektorer har fået opsat foreløbige grænseværdier for, hvornår en økonomisk aktivitet er grøn
  • Bygninger og konstruktion
  • Industri
  • Forsikring
  • Forsyning af strøm, gas, damp og nedkøling
  • Vand, spildevand og affald
  • Transport og oplagring
  • Information og kommunikation
  • Skov og landbrug

Taksonomien opdateres løbende og vil blive udvidet til at omfatte flere sektorer og aspekter.

Disse virksomheder skal afrapportere ift. taksonomien
  • Store virksomheder, der allerede er forpligtigede til at offentliggøre en ikke-finansiel redegørelse (regnskabsklasse C)
  • Finansielle markedsaktører som:
    • Arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser
    • Investeringsselskaber
    • Forsikringsselskaber
    • Forvaltere af alternative investeringsfonde
Sådan kommer du i gang med dine ejendomme
  • Energiscreening af din ejendomsportefølje
    • Gennemgang af dine ejendomme af et bæredygtighedsteam, hvor den korteste vej til en grøn portefølje kortlægges
  • Klargøring af datafangst
    • Behovsanalyse af datafangst ift. rapporteringskrav
  • Nybyggeri og store renoveringer

Brug af bæredygtighedscertificeringer som DGNB, der holdes op imod EU’s retningslinjer, så du kan være sikker på, at dit nye byggeri, er grønt.