0 af 0 for ""

Danmarks første højhastighedsbane mellem København-Ringsted er nu indviet

Fredag d. 31. maj blev Danmarks første højhastighedsjernbane, som skal løbe mellem København og Ringsted, indviet af H. K. H. Kronprinsen. Swecos CEO, Dariush Rezai, var med til den officielle indvielse af strækningen og af den nye station ved trafikknudepunktet Køge Nord.

Den nye højhastighedsbane er det største jernbaneprojekt i Danmark i over 60 år – 60 kilometer lang og bygget til hastigheder på op til 250 km/t. Den nuværende strækning er en af de mest benyttede jernbanestrækninger i Danmark, hvor tusindvis af pendlere hver dag rejser mellem hovedstaden og det øvrige Sjælland. Derudover er strækningen en afgørende brik for den landsdækkende og internationale togtrafik. Med den nye højhastighedsbane bliver det bl.a.  muligt for DSB at tilbyde sine kunder flere togafgange og kortere rejsetid.

Ved den officielle indvielse af strækningen var en række af dagens gæster inviteret med på en køretur i selskab med H. K. H. Kronprinsen mellem København og den nye Køge Nord Station, hvor den officielle åbning foregik. Her var der taler fra bl.a. adm. direktør i Banedanmark, Per Jacobsen, og adm. direktør i DSB Flemming Jensen. Herefter blev banen officielt indviet af H.K.H. Kronprinsen, som gav signal til, at det første tog kunne gennembryde det røde bånd, hvorefter de 700-800 inviterede gæster steg på tog tilbage mod København og Ringsted. Banen åbnede for trafik lørdag d. 1. juni.

I forbindelse med etableringen af den nye banestrækning har Sweco bl.a. leveret rådgivning indenfor miljø, natur og geoteknik. Derudover har Sweco været med til at realisere den nye station i Køge Nord, og har bl.a. stået for afvandings- og jorddesign samt bistået med byggeledelse og tilsyn. Den nye station bliver et nyt trafikknudepunkt i hovedstadsområdet, hvor højhastighedstog, S-bane og motorvej mødes. Køge Nord Station har, med sin 225 meter lange gangbro over Køge Bugt Motorvejen, høstet stor anerkendelse for sit design. Stationen er tegnet af COBE og DISSING+WEITLING.