Bellakvarter lægger sig i spidsen for bæredygtig byudvikling med midtvejscertificering til DGNB Guld
Som det første byområde i Danmark har københavnerkvarteret, Bellakvarter, modtaget midtvejscertificeringen DGNB Guld efter, at 25% af kvarteret er opført. Sweco er DGNB-auditor på det ambitiøse projekt, som viser vejen for bæredygtig byudvikling i Danmark.
Klimatilpasning, bæredygtig infrastruktur, vedvarende energiforsyning samt miljørigtig håndtering og genanvendelse af affald – det er blot nogle af de faktorer, som har medvirket til, at københavnerbydelen, Bellakvarter, netop har opnået en DGNB Guld-midtvejscertificering – et officielt stempel på kvarterets arbejde med bæredygtighed til glæde for både beboere, virksomheder og besøgende i byområdet.
”Det er fantastisk at tage del i så ambitiøst et bæredygtighedsprojekt, som viser vejen for, hvordan vi i fremtiden kan udvikle bæredygtige byer og bydele – noget som vi i Sweco arbejder på hver eneste dag,” fortæller Steffen Damgaard Nielsen som er projektchef i Sweco Danmark.
I Bellakvarter kan beboere, virksomheder og besøgende se frem til at bo, arbejde i og besøge en bydel, som opfylder høje kriterier til både miljømæssig, teknisk og social bæredygtighed – fx lavt energiforbrug, grønne og blå byrum, skybrudssikring, byliv og en central placering ved eksisterende infrastruktur. Samtidig har Bellakvarter sin egen vindmølle ved Avedøre Holme, som supplerer kvarterets energiforsyning – det begrænser byområdets CO2-aftryk og bidrager til den grønne profil.
Det er planen, at Bellakvarter skal DGNB-certificeres endeligt, når det står færdigt. Her forventer man også at kunne opnå en DGNB Guld certificering. Projektet og midtvejscertificeringen er blevet til i tæt samarbejde med Sampension, MP Pension, Solstra Development, COBE og Vilhelm Lauritzen Arkitekter.