- September 2022
Årets Sweco Transform Award finalister er fundet
Tidligere på året lancerede vi Sweco Transform Award. En årligt tilbagevendende pris, der sætter spot på morgendagens talenter og deres bud på en bæredygtig samfundsudvikling. Ekspertpanelet har nu udvalgt årets finalefelt, der går videre til finalen den 28. september.
Efter en grundig gennemgang af indstillingerne til årets Sweco Transform Award, der tæller indstillinger fra mere end 100 studerende fra 13 forskellige uddannelsesinstitutioner fra hele landet, har Swecos ekspertpanel udvalgt fem finalister, der går videre til årets finale den 28. september.
”Det kræver nye ideer, nye visioner og tværfagligt samarbejde, hvis bygge- og anlægsbranchen skal løse samfundets udfordringer og skabe en mere bæredygtig fremtid. Derfor er det en fornøjelse at se, at der blandt de studerende på landets arkitekt, ingeniør og andre byggefaglige uddannelser er både kreativitet, ideer og visioner for den grønne omstilling i overflod”, siger Kristine Ohrt, del af ekspertpanelet og teamleder for strategi og bæredygtighed i Sweco, og fortsætter:
”Det har været virkelig spændende læsning at dykke ned i indstillingerne til årets pris. De fem finalister vi sender videre i finalen, repræsenterer fem forskellige faglige perspektiver på bæredygtighed og grøn omstilling.”
Årets finalister er:
Christian Simon Reese Reinholdt Andersen
Arkitektskolen i Aarhus
Sustainability: Material matters – Making in a fragile World
A Non-Linear Land of Human Beings (Inuit Nunaat), The Inter-Connection of Trash and Treasure
”Christians projekt er et eksemplarisk afgangsprojekt, der giver en løsning på en lokal problematik, set i en global kontekst af bæredygtigt forbrug og klimabelastning. I sit visionære og ekstremt velgennemarbejdede projekt, udforsker Christian ideen om, hvordan man kan gentænke Grønlands fødevareforsyning ved at dyrke fødevarer i den barske grønlandske natur og dermed reducere klimabelastningen ved transport af fødevarer og flytte fødevareproduktionen tættere på den grønlandske forbruger.
Ideen udfoldes ud fra devisen om, at en organismes affald er en andens næring. Projektet er samtidig smukt illustreret i både tegninger, modeller, billeder og 1:1 eksperimenter, og man mærker tydeligt Christians oprigtige ambition om at bruge sin faglighed som arkitekt til at understøtte en bæredygtig udvikling.”
Sebastian Soelberg, Arkitekt og Kreativ leder, Sweco Architects
Jacob Matthiesen Jørgensen
Arkitektskolen i Aarhus
Urban Design & Landscape Architecture
Kystens foranderlige landskab – Adaptive landskabsscenarier for Thorsminde og Nissum Fjord
”Jacob har med sit ambitiøse afgangsprojekt arbejdet med en bæredygtig transformation af den jyske vestkyst. Projektet tager afsat i de udfordringer, som Thorsminde og Nissum Fjord står overfor grundet klimaforandringer og fremtidige havvandsstigninger.
Jacob fremstiller en serie af adaptive landskabsscenarier, rejser en kritik af den nuværende kystsikringsstrategi og foreslår nye klimaløsninger, der skaber synergi mellem fremtidsprognoser, økonomiske forhold og aktuelle klimainitiativer.
Det er forfriskende at se et projekt, der forstår at adressere problematikkerne både æstetisk, teknisk og økonomisk, tage livtag med de gængse paradigmer for kystsikring og ikke mindst stille spørgsmålstegn ved den måde, vi beskytter vores kyster og fjorde på i dag.”
Oliver Ries, Teamleder for Kyst og Klima
Morten Stistrup og Leo Gamborg Heinzl
Aarhus Universitet
Civil and architectural engineering
LCA tool for mass modelling – research and framework
”Morten og Leo har med udgangspunkt i hver deres faglige speciale – Morten i Energi og Indeklima, og Leo med speciale i Bærende Konstruktioner, brugt deres speciale til at udtænke og udvikle et innovativt digitalt værktøj, der adresserer en af tidens vigtigste agendaer – CO2-udledningen fra byggematerialer.
På den baggrund har de skabt et LCA estimeringsværktøj, der skal understøtte en multidisciplinær dialog om materialevalg allerede i de tidlige designstadier. Udviklingen af værktøjet er sket i samarbejde med praktiserende arkitekter og ingeniører, og i projektet præsenteres vi således for et værktøj, der understøtter, supplerer og styrker den proces, som arkitekter og ingeniører i forvejen praktiserer.”
Anders Hejnfelt, Digitaliseringschef i Byggeri
Karoline Østergaard, Lis Dall og Katrine Mitzi
Aalborg Universitet
Architectural Engineering
Frederiksberg Hospital. Socially and environmentally sustainable transformation of existing buildings
“Karoline, Lis og Katrine har i deres grundigt udarbejdede afgangsprojekt taget udgangspunkt i planerne for transformationen af Frederiksberg Hospital til en ny bydel. Hovedfokus for de tre forfattere har været at undersøge, hvordan man kan transformere bygninger, der er over 100 år gamle til moderne, nutidige funktioner samtidig med, at man bevarer de arkitektoniske kvaliteter og opnår et energiforbrug og indeklima, der modsvarer nutidige standarder.
Til formålet har de udviklet en relevant ’renoveringsmatrix’, der taler ind i et vigtigt element i den grønne dagsorden – nemlig bæredygtig renovering. Et område med stort potentiale, da den eksisterende bygningsmasse i vores byer og samfund for alvor er kommet i fokus i bæredygtighedsagendaen i disse år.”
Kristine Ohrt, Teamleder for strategi og bæredygtighed i Eksisterende byggeri og Drift
Sune Lund Bunke og Frederik Lykkeberg
Det Kongelige Akademi
Arkitektur
P2X Rødbyhavn – ved vejs ende
”Sune og Frederik giver med deres afgangsprojekt et overbevisende bud på et nyt bæredygtigt energianlæg. Afgangsprojektet arbejder i et kæmpe spænd fra stor til lille skala og bearbejder bl.a. det igangværende projekt til Femern forbindelsen øst for Rødby havn. Her gives et bud på, hvordan det gigantiske infrastrukturprojekt kan få et arkitektonisk løft, der samtidig tilgodeser stedets landskabelige og bymæssige kontekst.
Projektet fremstår ekstremt ambitiøst og adresserer både de store samfundsmæssige problemstillinger som den grønne omstilling samtidig med at det rummer et konkret oplæg til, hvordan vi kan indpasse vores infrastruktur og særligt energiinfrastruktur som arkitektoniske bygningsværker i vores landskaber.”
Sebastian Soelberg, Arkitekt og Kreativ leder, Sweco Architects
For nærmere information:
Emilie Holmbo Jensen
KommunikationspartnerAnton Broholm
Digital kommunikationspartner