Sweco Architects søger bygningskonstruktører & projekteringsledere
Brænder du for at blive del af og løfte den integrerede rådgivning? Og vil du være med til at forme og skabe fremtidens bæredygtige byggerier i den højeste kategori? Så er du måske vores nye bygningskonstruktør eller projekteringsleder til Sweco Architects i København.
Sweco Architects søger erfarne og kreative bygningskonstruktører og projekteringsledere. Tegnestuen fungerer som et omdrejningspunkt i Sweco Ørestaden og tilbyder spændende og udfordrende opgaver inden for Nybyggeri, Renovering, Transformation, Undervisning, Almen m.m.
Uanset om du er bygningskonstruktør eller projekteringsleder, vil du have en vigtig rolle i vores dedikerede team af arkitekter, ingeniører og bygningskonstruktører. Vi vægter samarbejde, udvikling og godt kollegaskab højt, da vi arbejder tæt sammen om at skabe innovative og bæredygtige løsninger til vores kunder. Vi tilbyder en bred vifte af spændende arbejdsopgaver.
Vi er en tegnestue med fokus på integreret rådgivning og samarbejde på tværs af faggrupper og specialister in-house. Vi vægter fællesskabet højt, og har en stærk tradition for fælles arrangementer, både faglige og sociale.
Som bygningskonstruktør vil du have ansvaret for at oversætte vores arkitekters designs til konkrete og praktiske bygbare løsninger. I tæt samarbejde med vores arkitekter og ingeniører vil du sikre, at vores projekter er optimalt tilrettelagt og gennemført på en bæredygtig måde. Det er dig, der skal sikre, at projekterne er realiserbare og lever op til de højeste standarder. Derudover vil dine ansvarsområder være kvalitetssikring, udarbejdelse af beskrivelser og fagtilsyn.
Vi forventer, at du har minimum 3-5 års erfaring som bygningskonstruktør og gerne håndværkerbaggrund. Det er en fordel, hvis du har erfaring fra en tegnestue, hvor du har arbejdet med nybyggeri, renovering, og/eller transformation, men vi hører også gerne fra dig, hvis du er interesseret i områderne.
Vi lægger vægt på din interesse og erfaring inden for bæredygtighed og miljøvenlige løsninger, samt din kreativitet og innovative tilgang til arbejdet. Hertil kommer du med en dyb forståelse for bygningers konstruktion og forskellige materialers samspil. Du skal være en dygtig kommunikator og samarbejdspartner med erfaring i tæt kundedialog.
Derudover forventer vi, at du behersker Revit, AutoCAD og Adobe Creative Suite.
Som projekteringsleder vil du have ansvaret for at lede tværfaglige projektteams og sikre, at projekterne lever op til vores høje standarder for kvalitet og effektivitet. Du vil have mulighed for at arbejde tæt sammen med projektering, udførelse og bygherre, hvor samarbejde og tillid er i højsædet.
Du vil også have ansvar for planlægning, fremdrift og kvalitet på de enkelte projekter. Hertil vil du stå for koordinering af arkitekt- og ingeniørfag, og du kommer til at være ansvarlig for samarbejde og trivsel af mennesker på projekterne.
Vi forventer, at du er uddannet arkitekt eller bygningskonstruktør med solidt kendskab til projektering og projektplanlægning, samt erfaring som projekteringsleder. Du er en stærk faglig koordinator, der har gode samarbejdsevner og tænker i helheder – altid med kunden i centrum. Du er vant til at have tæt kontakt med alle byggeriets partnere og er god til at kommunikere både i skrift og tale.
Du har solid forretningsforståelse og er god til at arbejde selvstændigt, men også god til at dele ud af din viden og samarbejde med andre fagligheder. Derudover er du bredt funderet i alle ydelsesfaser.
Interesseret?
Hvis du vil vide mere om stillingen eller Sweco som arbejdsplads, kan du kontakte Louise Steffensen, ressource- og kompetencechef på tlf. +45 2222 9341 eller louise.steffensen@sweco.dk.
Brug linket for at sende din ansøgning og CV med relevante dokumenter i dag eller senest d. 5. november 2023. Vi modtager ikke ansøgninger på mail.
Vi forener det målbare og det mærkbare
Vi er 260 medarbejdere i Sweco Architects, som arbejder sammen på vores kontorer i København, Aarhus, Silkeborg, Herning og Odense.
Ud fra en viden om menneskers ønsker, drømme og behov skaber vi rammer for liv og fællesskaber. Vi er specialiseret inden for boliger, undervisning, fritid, erhverv, retail, spaceplanning, transformation, byplanlægning og landskabsarkitektur.
Sweco Architects er en del af Sweco – Europas største rådgivende arkitekt- og ingeniørvirksomhed. Sammen fungerer vi som én integreret rådgivningsvirksomhed indenfor arkitektur- og ingeniørrådgivning.